Om webmasteren

 

Mit navn er John. Jeg blev født d. 19. februar 1972. Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Denne hjemmeside er ikke den grafisk bedste. Meningen er at informere om FC Barcelona, selvom jeg bestemt ikke er en computernørd og ALDRIG bliver det. Jeg er uddannet cand. mag i spansk og historie. Det giver mig gode forudsætninger for at skrive om Barça. Men ikke for at designe hjemmesider.

 

Når man spørger mig om hvor længe jeg har holdt med Barça plejer jeg at sige, at jeg blev fan af de blårøde i to omgange. Den første var som semifan siden starten af firserne. Det var vist mest grundet Allan Simonsen. Man er vel dansker. Men den gang holdt jeg lige så meget med Juventus og (Gud bedre det) Manchester United som jeg ikke kan udstå i dag. Man har et standpunkt til man tager et nyt, som en tidligere dansk statsminister engang sagde. Var det ikke Kragh? Juve er jeg ligeglad med. Men megafan var jeg dengang kun af AGF. Det er naturligvis fordi jeg er fra Aarhus, og jeg følger da stadig de hvide fra Fredensvang, selvom ordet hvid også minder mig om noget ubehageligt. Men jeg ser på det på den måde, at det er Real Madrid der er en fornærmelse mod den hvide farve. De burde skifte til rødt for at symbolisere det blod Francos regime kostede.

 

Jeg gik fra at være semiculé til hardcore culé og semi GF'er på den højthellige regnvejrsdag 1. marts 1989. AGF skulle møde Barça i kvartfinalerne i den nu nedlagte Europa Cup for pokalvindere. (Hvem er det nu i øvrigt der har vundet den turnering flest gange?) Det var dengang fans fra de to klubber fortsat kunne stå side om side. Trist at det i dag ikke må være sådan. Men det er jo desværre nødvendigt.

Men ved min side havde jeg altså et ungt catalansk par. Jeg kunne ikke sige ret meget andet på spansk end hola og absolut intet på catalansk. Men en smule skoleengelsk kunne jeg da, og det kunne de heldigvis også. Så de fortalte mig en masse om hvad klubben havde betydet i Catalonien under Francos diktatur. Den historie blev jeg meget fascineret af. Da jeg kom til Aarhus Stadion håbede jeg på at AGF kunne overraske. Da jeg gik derfra var jeg helt fint tilfreds med at de blårøde havde vundet 0-1 på mål af Liniker.

 

Så kom Dream Team perioden jo så, hvor det grundet Laudrup var meget nemt at følge med i hvordan det gik Barça heroppe i Danmark. Tilmed var jeg i samme periode et par gange på ferie i Barcelona. Dengang holdt hele Danmark jo med de blårøde. Men den dag Judas Laudrup viste sit sande væsen, fik vi jo virkelig adskilt fårene fra bukkene.

Da jeg så nogenlunde samtidig skulle til at træde mine studentersko og pludseligt havde mulighed for at lære spansk i stedet for folkeskolens kedelige engelsk og prøjsiskundervisning, måtte chancen naturligvis ikke spildes.

 

Efterfølgende besluttede jeg mig også for, at jeg ville læse spansk på universitetet. Det bragte mig så fra 1996 til 1998 til Salamanca i Spanien som udvekslingsstuderende. Da jeg var ankommet til Salamanca kendte jeg ikke en eneste i den by. Men jeg havde da en liste over steder hvor man som studerende kunne leje et værelse. Jeg slog ned på et tilfældigt telefonnummer. De havde da rigtig nok et værelse og jeg måtte gerne komme.

Jeg glemmer ALDRIG det syn der mødte mig da jeg ringede på og døren blev åbnet. Jeg tror min spanske værtsfamilie ejer den største samling Barçaplakater, nipsting, videobånd osv. udenfor museet på Camp Nou, (som jeg i øvrigt vil anbefale alle at aflægge en visit). Der ville jeg gerne bo. Det viste sig så også at de driver den bar hvor Salamancas culés mødes når de blårøde spiller. I Spanien kan man via forskellige TV kanaler og Pay Per View se alle deres kampe.

Min bekendtskabskreds hævder under tiden, at der ikke findes større Barçafan end mig på denne Jord. Måske ikke her i riget, men faren hos den familie jeg boede hos kan jeg ikke konkurrere med. Det betød meget for hans kone at de kom på ferie sammen. Men det ville herren ikke, da det var vigtigere ikke at gå glip af en af Barças kampe.  

Familien fik også en hund mens jeg boede hos dem. Vi stemte om hvad den skulle hedde. Valgmulighederne var Koeman og Hristo. Jeg stemte for det sidste som det også blev. Hvilken ære for en hund at bære et så smukt navn.

De havde også en glimrende måde at opdrage børn på. Jeg tror deres to børn blev moppet fordi de gik i Barcelonatøj. Salamanca er beliggende tæt ved Madrid. En aften sad jeg sammen med dem og så Real Madrid mod et eller andet tysk hold i Champions League. Jeg holdt med tyskerne og møgungerne med Real Madrid. Så vi sad naturligvis og drillede hinanden i al venskabelighed.

Et par dage efter havde den ene af drengene så fødselsdag. Jeg gav ham en kop med et Real Madrid-logo. Nøj, hvor blev der ballade. Ungen var glad for sin gave, men hans forældre blev gale, ikke på mig men deres søn grundet hans glæde og (åbenbart) sande Real Madrid-hjerte. De havde foræret ham en PlayStation. Straffen blev at han i tre måneder ikke måtte spille på den. Han fik også ordre om at smide sin Madridkop ud. Der rejste jeg mig for første gang op og forsøgte at overdøve de råbende forældre.

"Det er altså muligt at bytte den til en kop med Barças logo på", sagde jeg. Det gjorde jeg så dagen efter. Da jeg afleverede den til ungen sagde han blot et tamt "gracias".

 

Jeg har været så heldig, at jeg har set de blårøde live en del gange. Men mit livs største oplevelse var i forbindelse med opgøret mod Brøndby d. 9. december 1998. Om formiddagen denne dag opholdt både jeg, spillerne og den tekniske stab sig i vestibulen på Hotel Scandic nær Rådhuspladsen i København. Jeg glemmer det aldrig. Jeg var i trance i omkring to uger derefter.

  

 

Af andre fritidsinteresser end FC Barcelona kan jeg nævne at jeg holder meget af at svømme, at gå lange turer, at læse bøger (eksempelvis Isabel Allende, Laura Esquivel, Dick Francis, Jean M. Auel og Dennis Jürgensen) og at høre musik. Særligt kan jeg godt lide Michael Falch, Gloria Estefan, Deborah Gibson, spanske Luz Casal og Ana Belén, men mest en guatemalansk sanger ved navn Ricardo Arjona. Han har nogle helt enestående tekster der under tiden er profetiske. Omkring et år før katastrofen i New York (11. september 2001) udgav han en sang hvor han næsten til perfektion fortæller den tragiske historie. Hans sange har ofte vagt stor røre, fordi han eksempelvis ikke står tilbage fra at angribe de mange religiøse sekter der er i Latinamerika: "Jesus er mere end en gruppe af damer med meget dårlig samvittighed, som forsøger at komme i himlen med velgørenhed. Hvis du vil være aktivt medlem, skal du først vise bestyrelsen din schweiziske bankkonto og dine officielle forbindelser". Eller lidt senere i samme sang: "I denne verden er der flere religioner end lykkelige børn" og "Jesus kom ikke herned igen, men bliv deroppe". USA står også under tiden for tur: "Når du er 18 er du et barn når det handler om at få en drink i en bar. Men du er skam helt en mand når det handler om at gå i krig og at slå ihjel. Viva Vietnam y que viva Forrest Gump. Viva Wall Street y qué viva Donald Trump. Viva el Seven Eleven”.