Terry Venables: Det hold sultede efter titler

Sport 24. marts 2005

Spørger: Toni Frieros

Oversættelse: John B. Jensen

Terry Venables? Og hvem er han så? For at være ærlig havde de færreste i barcelonista familien hørt om Venables før han kom for 20 år siden. For i Spanien blev fodboldtosser dengang ikke belemret med kedeligt engelsk tøsedrengebold om lørdagen uden alternativer. Terry kom til Spanien med det handicap at være fuldstændig ukendt men med verdens største problemer. Han skulle få de mange mesterskabshungrende culés til at glemme tabet af Maradona der netop var blevet solgt til Napoli. Men skotten overraskede alt og alle. Ikke bare var han sympatisk. Men han bragte også en ny spillestil med sig, som førte til succes.

Overraskede opringningen fra FC Barcelona Dem på det tidspunkt?

Meget, selvom jeg i England allerede var en kendt træner grundet succeserne jeg havde opnået med Crystal Palace og Queen’s Park Rangers.

Hvem fra Barça satte sig i forbindelse med Dem?

Joan Gaspart ringede til mig via telefon, og han inviterede mig til at besøge Barcelona for at mødes med præsident Josep Lluís Núñez. Jeg tror vi så hinanden for første gang på Hotel Princesa Sofía. Der var også Nicolau Casaus.

Jeg har forstået at De ikke var den eneste træner der drømte om at få denne plads...

Det var uundgåeligt. Klubben afholdt samtaler på samme vis med den franske træner Michel Hidalgo, Leo Beenhakker og træneren for Stuttgart, Bentthaus.

En enorm udfordring for Dem...

Utvivlsomt. En ung træner kan ikke sige nej til et tilbud fra Barça. Jeg var helt klar over hvor jeg anbragte mig selv. Instansen havde i elleve år ikke vundet Ligaen og presset ville blive meget stort.

De overtog praktisk taget det samme hold som Menotti havde forladt...

Jeg så Barça spille inden jeg påtog mig ansvaret for truppen, og jeg troede at med en smule forandringer ville holdet fungere. Jeg havde de perfekte spillere til at udvikle min spillestil. Jeg bad kun om et indkøb, Archibald, for at erstatte Maradona.

Hvad overraskede Dem ved denne trup?

Sulten efter titler, disciplinen, en stor professionalisme, og først og fremmest hurtigheden hvormed de tilpassede sig mine metoder. Jeg skal sige Dem noget. Midt i forsæsonen, i Andorra, og bagefter i Gamper turneringen, hvor vi vandt 9-0 over Boca Juniors, lagde jeg allerede mærke til at dette hold havde et ekstraordinært potentiale.

Deres største opnåelse...

Tingene jeg vil udskille er mange. På det personlige plan fæstner jeg mig ved opdagelsen af Calderé, Rojo og Clos. Selvom Paco allerede havde spillet med Menotti, kom han på landsholdet efter hos mig at have opnået at blive fast mand. Jeg satte meget ind på Calderé og Rojo. Den sidste ville, hvis det ikke havde været for skaderne, have opnået at blive et af de største talenter i spansk fodbold. Da jeg så dem på landsholdet, følte jeg mig meget stolt over dem.

Julio Alberto sagde til mig at De kunne bringe det bedste frem i hver og en.

Ja. Jeg talte meget med dem. Jeg lærte dem nogle metoder om at arbejde som for mange var nye. I Spanien arbejdede man ikke så meget med taktik og med at afprøve spilsituationer som i England. Jeg så i Migueli, Alexanko, Gerardo og mange andre store muligheder for at gøre dem bedre ved dødbolde.

Har det været det bedste hold som De har arbejdet med i løbet af Deres professionelle karriere?

Helt sikkert ja. Vi var i spids fra første til sidste runde i ligaen, og vi tabte kun to kampe i hele turneringen. Vi havde næsten alle spillerne på landsholdet, og vi udviste en stor overlegenhed.

De havde i Deres stald Bernd Schuster da han var bedst...

Utvivlsomt. Jeg havde tænkt på at give anførerhvervet til Migueli, men han sagde til mig at armbindet gav ham uheld. Schuster havde lederevner, et stort talent og en ekstraordinær motivation. Jeg må sige at hans fodbold var brillant og han udskilte sig, fordi han så at ved hans side havde han spillere som gav sig helt, som kæmpede, som udviste ambitioner ud over det sædvanlige.

Er det ordet, ambition?

Når man så Víctor, Calderé, Rojo, Carrasco, Marcos, Julio, Gerardo, Alexanko, Migueli osv., var det umuligt ikke at lade sig smitte af dem.

Folk nåede til at kunne det hold udenad...

Jeg holdt blandt de elleve altid fast ved ham der ydede. At komme på holdet var vanskeligt, fordi niveauet var meget højt. En anden af hemmelighederne ved denne succes er at når en spiller kom ind i stedet for en anden, fuldendte han det altid. Jeg husker at Carrasco var udsat for en ulykke, og Clos gjordet det utrolig godt på hans plads.

Bagsiden...

Skaderne. ‘Boquerón’ Esteban brækkede knæet, Carrasco var udsat for en bilulykke, ‘Tente’ Sánchez blev også såret.

Valladolid, Terry...

Det var helt sublimt. Jeg glædede mig meget mere på tilhængernes, Núñez’ og spillernes vegne end på mine egne. Klubben havde ventet elleve lange år på at få titlen, og endelig blev denne drøm til virkelighed i en episk kamp.

Har De mødtes med Núñez...

Jeg har altid haft og vil altid have en stor respekt for ham. Jeg skal sige Dem at det er få gange man kan finde en præsident der føler så meget for sin klub og som forsvarer den med denne lidenskab. Og desuden vidste Núñez meget om fodbold. Han respekterede mig. Han lod mig arbejde og hvad der skete til sidst forstod jeg.

Fyringen...

Det er en lov i fodbold som alle vi trænere før eller senere konfronteres med. Vores tredje sæson begyndte meget skidt, og jeg forstod situationen.

Hvad var det dog ikke blevet til for det Barça og Terry Venables, hvis man ikke havde tabt finalen i Sevilla?

Jeg tror det var et nederlag som aldrig er blevet fordøjet i klubbens historie. Det er en skam at man husker dette hold og undertegnede for at tabe denne Europa Cup og ikke for de to så fortræffelige sæsoner som vi havde. En kamp ændrede vores plads i historien. Det accepterer jeg.

Nu vi taler om forandringer, så ændrede Barças liv sig?

Absolut. Der vil altid være et før og et efter min tid hos Barcelona. Jeg føler mig enormt stolt over at have været deres træner, og det minde har altid fuldt mig. Der er ting jeg kan lide eller ej, men trods alt er kærligheden og hengivenheden for en klub, for nogle farver, for tilhængerne, og en by blevet tilbage.

Tak, Terry. Og tillykke med jubilæet.