

Rüstü: ”Barça har været min yndlingsklub siden jeg begyndte at spille fodbold”.
I sit hjemland Tyrkiet
betragtes Rüstü Reçber næsten som en gud. Fenerbahçes fans elskede ham. Men selvom man i Tyrkiet
nærmest har hadsk stemning mellem fans af forskellige klubber, beundres
landsholdsmålmanden af hele nationen. Når han var ude med skader, var der
nærmest national panik. Da Fenerbahçe for nogle år
siden kun opnåede et point i Champions League, blev
hele holdet revset i pressen og af tilhængerne generelt. Men ingen turde
kritisere Rüstü. Man mente ikke han havde været medskyldig i de dårlige
resultater. Som sammenligning kan det nævnes at hans efterfølger Robert Enke på
ingen måde fik samme lange snor. Han røg ud efter første kamp som blev tabt.
Rüstü spiller nu for første
gang hos en klub uden for Tyrkiet. Han har valgt en klub hvor presset også er
enormt. Han skal nok ikke forvente sig at kunne medtage den respekt der står om
hans person i Tyrkiet og er da også klar over hvor vanskeligt det er at beholde
posten som førstemålmand hos de blårøde: ”Jeg ved at siden Zubizarreta
har der ikke været en indiskutabel målmand på holdet”. Det afskrækker ikke Rüstü at komme til at
konkurrere med Víctor Valdés og muligvis også Roberto Bonano om den ene plads i
buret: ”De er rigtig gode, selvom de har anderledes karaktertræk. Hør lige, det
er med fodbold som med al sport. Det er konkurrence, og til sidst er det
træneren der sætter ham ind som er bedst forberedt”.
Syv sæsoner blev det til som
indiskutabelt førstevalg i buret hos Fenerbahçe. I
1996 og 2001 lykkedes det Rüstü og hans klub at vinde det nationale mesterskab.
Sin fodboldopdragelse fik Rüstü hos Antalyaspor i sin
fødeby. Han fik sin debut på førsteholdet som 18årig og blev hos klubben i tre
sæsoner. I oktober 1994 debuterede han for det tyrkiske landshold mod Island.
Selvom Tyrkiet ikke gjorde en god figur ved EM 2000 i England, lykkedes det
alligevel Rüstü at parere 85 procent af de skud rivalerne sendte mod hans mål.
De fleste husker ham nok fra VM 2002, hvor Rüstü stoppede 86 procent af
skuddene. Kun Tysklands Oliver Kahn gjorde det bedre med 88 procent. Den
tidligere Fenerbahçekeeper mener der er to årsager
til Tyrkiets succes ved sidste verdensmesterskab: ”Først og fremmest at mange
havde spillet sammen i en masse år. Og for det andet at vi alle er gode venner.
Det er spillere af høj kvalitet, med ambitioner, og alle kæmper for alle”.
Det var netop efter VM i
Japan og Sydkorea den tyrkiske målmand begyndte at modtage tilbud fra
udenlandske klubber. De mest interesserede var Arsenal og Manchester United.
Men på det tidspunkt ønskede Rüstü ikke at forlade Fenerbahçe,
da han inden slutrunden havde lovet tilhængerne at blive. Men nationalhelten
havde nok også med i sine overvejelser, at han blot et år senere ville være
transferfri. I sommeren 2003 var Arsenal fortsat meget interesseret. Men selvom
Rüstü ifølge pressen blev tilbudt færre penge af Laporta, udviste han alligevel
meget stor interesse for at komme til Barça og indgik forkontrakt
med præsidentkandidaten der senere vandt valget. Inden Laportas sejr var
hjemme, udtalte Rüstü som den sande culé han er, at han ville til Barça hvad
end Laporta vandt eller ej: ”Barça har været min yndlingsklub siden jeg
begyndte at spille fodbold som tiårig. Jeg ville til Barça fordi jeg altid har
drømt om at gøre dette. Jeg ved det ikke bare er et fodboldhold. Man har
forklaret mig at under Francos diktatur var det at holde med Barça den eneste
måde at opretholde den catalanske nationalfølelse på. Jeg synes om denne
kultur”.

Rüstü har Peter Schmeichel
som sit idol. ”Jeg elsker den soberhed og den sikkerhed han havde mellem
stængerne”. Og helt som sit danske forbillede, er han kendt for at være en
målmand der styrer sit forsvar med høj stemmeføring. Nu må han nok indstille
sig på at spillere som Puyol, Márquez og Cocü næppe har de store tyrkiskkundskaber. Rüstü taler kun
behersket engelsk. Forhåbentligt får han hurtigt lært noget spansk og/eller
catalansk.
Noget Rüstü næppe har lært af
Schmeichel, er at male to sorte streger under øjnene for at undgå at blive
forblændet af solen. Under tiden gør han det også ved træning. De fleste
stadions han har optrådt på, har ikke haft høje tribuner. Så om han fortsætter
med dette på Camp Nou, hvor tilskuerpladserne skærmer godt af for den spanske
sol, må tiden vise. Han har udtalt at han i givet fald overvejer at male den
ene blå og den anden rød.
Den tyrkiske keeper er meget
imponeret over at komme til at spille i den spanske liga: ”Det er utvivlsomt
verdens bedste. Det er store hold, og de er altid med fremme. I Tyrkiet har vi
altid godt kunnet lide spansk fodbold. Og nu hvor Nihat
gør det så godt hos Real Sociedad, følger man endnu
mere med”. Det bekymrer ikke Rüstü at Barça de seneste år ikke har vundet
noget: ”Et så mægtigt hold vil bestemt før eller siden igen løfte trofæer”. Og
med 30 år på bagen har Rüstü sin bedste tid foran sig. Så mon ikke han kan
medvirke kraftigt til at pokalerne snart igen kommer i hus.
Navn: Rüstü Reçber
Født i: Antalya (Tyrkiet) d. 10. maj 1973
Højde:
Vægt:
Position: Målmand
Rüstü slog aldrig til hos Barça og blev efter et år
udlejet til Fenerbahçe.