1973-1988 - (Fra Cruyff, som spiller, til Schuster)

Af John B. Jensen

1973-1974. Cruyffs store sæson

Forhandlingerne om Cruyff havde været lange. Ajax ville ikke sælge og der var importforbud for udlændinge til den spanske liga. Disse ting var dog blevet løst, men det hollandske fodboldforbund ønskede ikke at give grønt lys for en transfer før til december. Derfor måtte Cruyff i de første to måneder af sæsonen kun spille venskabskampe. Men efter lange og seje forhandlinger lykkedes det dog at finde en ordning, så han blev spilberettet fra 28. oktober hvor Barça hjemme skulle møde Granada. Nyheden slap først ud på selve dagen. Nou Camp, (som Camp Nou dengang som tidligere nævnt blev kaldt efter ordre fra Franco), var fyldt til bristepunktet. Alle var i ekstase. Kun Granadas træner Joseíto gjorde indsigelser: "Det er underligt at man kan melde til fodboldforbundet at man har skrevet kontrakt 24 timer før, når det er foreskrevet i forordningen at der skal gå 48". Hans protester både før og efter kampen hjalp intet. Hollænderen kom på banen.

Andalusierne troede tilsyneladende det var rugby der skulle spilles og ikke fodbold. Trods dette kunne de ikke stoppe festen. Barça vandt med 4-0. Debutant Cruyff scorede to af kasserne. Det første burde have været underkendt da Marcial forinden havde været i off side position. Det andet var et venstrebensdrøm uden lige. De blårøde havde hidtil kun vundet to kampe i denne sæson, men opgøret mod Granada blev startskuddet til en fantastisk periode hvor Barça vandt 17 kampe og spillede fem uafgjort, hvilket var nok til at mesterskabet var i hus efter femte sidste spillerunde.

Johan Cruyff scorer sit andet mål i sin debutkamp mod Granada på et venstrebensdrøn langt udefra

Den mest mindeværdige af alle sejrer i denne sæson blev spillet den 17. februar 1974, da de blårøde vandt 5-0 på Santiago Bernabéu. Asensi scorede to gange, Cruyff, Juan Carlos og Sotil hver en gang. Efter kampen sagde Real Madrids træner Luis Molowny: ”I årevise har jeg ikke set et så sensationelt godt hold som dette”. Barças træner Rinus Michels udtalte at ”det ikke er menneskeligt at spille sådan”.

Holdet der vandt i Madrid.

Festlighederne i Barcelonas gader var forståeligt nok gigantiske og bliver næppe nogensinde overgået. Det siges at folk løb grædende omkring og nød deres hævn over regimet i Madrid. Godt nok var dets skaber så gammel at man ventede at han snart måtte dø, men man vidste intet om hvad der efterfølgende ville ske.

Sejren i Madrid og mesterskabet betød at man hurtigt glemte at man i pokalfinalen blev slået af Real Madrid og måtte forlade UEFA Cuppen efter første runde efter at være blevet slået ud af Olympique Nice.

1974-1975. Platinbryllup

I 1974 kunne FC Barcelona fejre sit 75 års jubilæum. I anledning heraf blev det besluttet, at der skulle skrives en hymne, som den dag i dag stadig spilles før alle klubbens hjemmekampe. Ordene, der har tydelige politiske undertoner, blev forfattet af Josep Maria Espinàs og Jaume Picas, mens Manuel Valls komponerede musikken. Læs teksten og lyt til musikken her.

Den catalanske surrealistkunstner Joan Miró malede dette billede ved Barças 75års jubilæum.

Festlighederne var store, men nåede dog ikke helt ud på grønsværen. I ligaen endte de blårøde på en tredjeplads, 13 points efter Real Madrid. I Copa del Generalísimo var Barça ikke i stand til at overleve anden runde, hvor Zaragoza, årets positive overraskelse, fik uafgjort 0-0 på Camp Nou og vandt 1-0 hjemme på La Romareda.

Det mest positive på den sportslige side, var deltagelsen i Europacuppen for mesterhold. I første runde havde man ingen problemer med østrigske Voest Linz , men i ottendedelsfinalerne måtte Barça ud i en rigtig herrestrid med Feyenoord. I det sidste af de to opgør blev det afgørende, at Rexach spillede sit livs kamp og scorede tre mål. I kvartfinalerne havde man ikke store kvaler med svenske Aatvidaberg. I semifinalerne viste Leeds United sig langt stærkere end Barça. På Ellan Road vandt englænderne 2-1 og man spillede uafgjort 1-1 på Camp Nou.

Hollandske Johan Neeskens kom til Barça i sommeren 1974 og blev til 1979. Her ses han i sin første kamp på Camp Nou imod Ajax Amsterdam i Gamper turneringen.

1975-1976. Opgør mellem Cruyff og Weisweiler

Den pobre indsats sæsonen forinden, havde bevirket at Rinus Michels forlod trænersædet og blev erstattet af tyske Hennes Weisweiler. På spillersiden fik man tilgang af Agustí Montal.

Den nye træner gav Cruyff besked på at gå længere frem på banen, og skyde mere på mål. Weisweiler mente ikke man på midtbanen kunne udnytte hans farlighed tilstrækkeligt. Det passede naturligvis ikke hollænderen, og stridighederne mellem de to varede hele sæsonen, og endte med at blive en sag man drøftede både i bestyrelsen og blandt tilhængerne. Begge steder var de fleste på Cruyffs side.

På trods af disse problemer lykkedes det Barça at vinde sølv i ligaen, men mestre blev ærkerivalerne fra Real Madrid. I UEFA Cuppen nåede man semifinalerne, hvor man blev slået ud af Liverpool, grundet et mål John Toshack på Camp Nou.

I Copa de España, som polakturneringen hurtigt midlertidigt blev omdøbt til efter Francos død 20. november 1975, nåede de blårøde kun kvartfinalerne. Man havde elimineret Salamanca og Oviedo, men mod Atlético Madrid tabte man 2-3 i Barcelona og spillede uafgjort 1-1 i Madrid.

1976-1977. Rinus Michel kommer tilbage

Krigen mellem Cruyff og Weisweiler var endt med hollandsk sejr, og Rinus Michels blev hentet tilbage. Men det ændrede ikke på Barças mindre prangende resultater, og det var heller ikke kun den tidligere træner, der var utilfreds med Cruyff. Marcial og Rexach gik til pressen od udtalte: ”Her gøres der i høj grad forskel. På den ene side er der hollænderen (Cruyff), og på den anden os andre”. Udtalelsen bevirkede at de to spillerer ikke deltog i sæsonens sidste kampe.

Atlético Madrid vandt mesterskabet. Barça sluttede med kun et point mindre. Ligaen blev tabt mod mindre hold som Málaga, Salamanca, Las Palmas og Burgos.

Sæsonens mest polemiske opgør var hjemmekampen mod Málaga. Esteban bragte andaluserne foran, ved at score med hånden, og Cruyff blev smidt ud for at fornærme dommeren. Hollænderen fik karantæne i de følgende tre kampe, selvom han hævdede at det eneste han havde sagt var ”Så scorer Manolo (Clares)”. Trods alt dette var det alligevel Barça, der trak sig ud af opgøret som sejrherre.

Pokalturneringen havde nu fået nyt navn igen, Copa del Rey (Kongens Cup). Men Barça blev slået ud allerede i første runde ved at tabe med 1-2 til Celta Vigo hjemme på Camp Nou, og efterfølgende at spille uafgjort 1-1 på Balaídos. I UEFA cuppen blev catalonierne i kvartfinalerne elimineret af landsmændene fra Athletic Bilbao.

1977-1978. Núñez vinder valget

Sidste sæsons krise betød, at mange af de bærende spillere blev solgt. Endvidere skulle præsidentvalget den 6. maj 1978 blive en milepæl i klubbens historie. Tre kandidater, Ferrán Ariño, Nicolau Casaus og Josep Lluís Núñez. Núñez vandt med 10.352 stemmer, mod Ariños’ 9.537 og Casaus’ 6.202 stemmer. Når man tænker på hvad der siden hen er sket mellem Núñez og Cruyff, er det lidt morsomt at at storentrepanøren sandsynligvis vandt grundet støtte fra Cruyff og Rexach.

Endnu engang mislykkedes bestræbelserne på at vinde mesterskabet, og man måtte nøjes med sølvmedaljerne. I UEFA cuppen var det også lige ved og næsten. Først slog man Steaua Bucarest ud, og herefter AZ 67, Ipswich Town og Aston Villa. Men da man i semifinalerne skulle møde PSV Eindhoven, viste hollænderne sig for stærke og vandt 3-0 hjemme. Det var ikke nok at Barça vandt det andet opgør med 3-1 hjemme på Camp Nou.

Det var efterhånden nærmest en tradition, at pokalturneringen var nød til at rede bare lidt af klubbens ære. Man havde haft stort held ved lodtrækningerne, og hverken Getafe, Alavés eller Real Sociedad, som man måtte slå for at nå finalen, havde voldt vanskeligheder. I finalen var det heller ikke det store problem, at ordne Las Palmas med 3-1. Det var den anden titel Cruyff vandt i sine fem år som spiller for Barça, og da han forlod klubben ved sæsonens slutning, skulle det også blive den sidste.

1978-1979. Den første triumf i Europa Cuppen

Da Josep Lluís Núñez blev valgt som præsident, overtog han en klub med mange fanatiske fans der ville se resultater og en gæld på 928 millioner pesetas. Han udviste stort mod da han bad klubbens medlemmer om hjælp. Det lykkedes på denne måde at indsamle 400 millioner pesetas. Den nye præsident havde tilmed et så godt tag i folk, at han på fire år fik medlemstallet til at stige fra 77.000 socios til 123.000.

Ny træner blev Lucien Muller, og på spillersiden fik man, takket være de indsamlede midler, tilgang af østrigske Hansi Krankl.

Muller holdt kun ni måneder, før hans assistent Joaquín Rifé overtog roret, og og blev den første træner, der førte Barça til en Europa Cup triumf. Den store dag var den 16. maj 1979, og modstanderen var tyske Fortuna Düsseldorf, og slaget blev spillet i Basel. På vej mod finalen havde Shakhtar Donetsk, Anderlecht, Ipswich Town, der på det tidspunkt blev trænet af Bobby Robson, og Beveren måttet lade livet.

28.000 medrejsende culés samt 8.000 catalanske emigranter i Schweiz forvandlede under finalen Saint Jakobs stadion til en gigantiske festplads, Barça vandt kampen mod tyske Fortuna Düsseldorf med 4-3 efter forlænget spilletid. De blårødes mål blev den aften scoret af Sánchez, Asensi, Rexach og østriske Hans Krankl. De to sidstnævnte nettede i overtiden. Men Charly Rexach brændte også et straffespark. Den blot 19årige Lobito Carrasco spillede som en garvet stjerne, og Migueli kæmpede som en sand Tarzan. ”Få gange har jeg grædt i mit liv”, sagde han 25 år efter triumfen ”Men da jeg så de mange catalanske flag, fløj tårerne ud”. ”Aldrig vil jeg glemme billedet af tribunen med så mange catalanske og Barça-flag”, kommer det fra De la Cruz. Desuden omfattede succesholdet også folk som Artola, Zuviría, Costas, Albadalejo og Martínez. Manolo, en ung spiller fra egne rækker, kunne ikke være med på banen. ”Jeg havde plads i logen”, siger han. ”Men jeg kunne ikke holde mig tilbage. Jeg gik over på tribunen for at skrige”. ”Jeg ville bare have at dommeren fløjtede af, så vi kunne tage hjem med pokalen”, lyder det fra Asensi. Men særligt for østrigske Han Krankl var dagen noget ganske særligt. En uge før havde han været udsat for en grusom trafikulykke. Hans kone kæmpede adskillige dage for livet.

Det var i den periode hvor de revolutionerer sandinistas tog magten i Nicaragua, Anker Jørgensen og Henning Christophersen havde vanskeligt ved at holde sammen på SV-regeringen i Danmark, og hvor Grease gjorde sig i biograferne og på diskotekernes dansegulve. Men den 16. og 17. maj hørte man i Barcelona kun råb som “Barça” og “Catalunya”. Man mener at omkring en million mennesker var på gaden i Barcelona. Den europæiske triumf gjorde at det ikke betød så meget, at Barça i ligaen kun blev nr. 5, og at man i Copa del Rey blev slået ud i ottendedelsfinalerne af Valencia.

Asensi (til venstre) ser til mens Krankl løfter pokalen.

1979-1980. Barças første dansker

Da Neeskens forlod klubben, blev han erstattet af Allan Simonsen, der således blev den første dansker hos FC Barcelona. Overraskende nok blev det i januar 1980 meddelt, at Hansi Krankl også forlod klubben. Selvom østrigeren havde været ligatopscorer sæsonen før, valgte man alligevel at udskifte ham med brasilienske Roberto Dinamita.

Men udskiftningerne hjalp ikke nævneværdigt på resultaterne; vel snare tværtimod. Konsekvensen heraf blev at træner Rifé efter et nederlag mod Valencia i Europa Cuppen for pokalvindere blev fyret. Den nye mister blev Helenio Herrera.

For en gangs skyld havde præsident Núñez held med en af sine ændringer. Barça begyndte at spille langt bedre, og Herrera kvalificerede holdet til UEFA cuppen.

Et par måneder forinden var det heller ikke lykkedes at vinde den europæiske Super Cup, hvor Nottingham Forest havde vist sig for stor en mundfuld ved at vinde 1-0 hjemme og spille 1-1 på Camp Nou.

I Copa del Rey blev blev Barça allerede i ottendedelsfinalerne slået ud af Real Sociedad.

Det eneste positive der kan siges om sæsonen var, at præsidenten for alvor havde fået styr på økonomien, og kunne præsentere et overskud på 211 millioner pesetas.

1980-1981. Bortførelsen af Quini

Barça var storfavorit til at vinde ligaen i sæsonen 1980-81. Med selveste den tidligere megastjerne Ladislao Kubala tilbage som træner og med forstærkninger som Alexanco fra Bilbao og måltyven Quini i angrebet, så det virkelig lyst ud. Men forventningens glæde viste sig atter umulig at indfri. For at råde bod på dette købte man i oktober den unge Bernd Schuster, der under sommerens EM havde vist storspil med Vesttyskland. Dette betød at man måtte sige farvel til Hansi Krankel. Østrigeren forlod klubben med ordene “Barça kan ikke redes, om man så køber Pele!”

Men efter den 20årige tyskers ankomst begyndte Barça at vinde sine kampe, hvilket først stoppede da et af de mest tragiske kapitler i klubbens historie blev skrevet.

Efter en let hjemmesejr på 6-0 over Hércules, blev topscorer Quini bortført af to bevæbnede mænd. Kidnapperne forlangte en løsesum på 560 millioner pesetas. Efter at have været blevet holdt som gidsel i 25 døgn, blev han befriet af politiet i Zaragoza, hvorefter han omgående tog hjem til Barcelona. Núñez skjulte ikke sine følelser ved genforeningen. Se foto.

Det var en meget vanskelig sag at optrevle for politiet. Man modtog et utal af henvendelser, hvoraf langt de fleste intet havde på sig.

Hele klubben var under kidnapningen naturligt påvirket af situationen, og det lykkedes kun at erobre et point i de tre ligakampe der blev spillet i denne periode, hvorved enhver forhåbning om at vinde mesterskabet, forsvandt.

Quini deltog igen i de sidste kampe i denne sæson, og Copa del Rey-finalen blev en af de mest følelsesladede kampe for ham. Barça skulle møde hans tidligere klub Sporting Gijón. De blårøde vandt 3-1, og Quini scorede to af sin nye klubs mål.

I UEFA Cuppen blev man i sekstendedelsfinalerne slået ud af tyske FC Köln, der vandt 4-0 på Camp Nou. Dette nederlag betød at Helenio Herrera fik besked om at forlade det varme trænersæde.

1981-1982. Anden sejr i Europa Cuppen for pokalvindere

Den første fase i den nye sæson blev markeret af at Carles Rexach, en af klubbens mest værdsatte stjerner, valgte at trække sig tilbage. Han tog afsked med klubbens fans i en opvisningskamp mod Argentina. Det var anden gang Diego Maradona spillede på Camp Nou. I december 1979 havde han optrådt der for Argentinos Juniors.

Trænet af tyske Udo Lattek og med spillere som Schuster, Simonsen og Quini, var det svært at dæmpe omgivelsernes forventninger.

Men heller ikke denne gang kunne drømmen om et mesterskab, blive en realitet. En del af forklaringen skal findes i at Schuster da sæsonen nærmede sig sin afslutning, blev sat ud af spillet efter at slagteren fra Bilbao, Andoni Goikoetxea, havde brækket hans venstre ben i de holds møde på San Mamés d. december 1981. Barça var på det tidspunkt fem points foran Real Sociedad og seks foran Real Madrid. Men Udo Latteks drenge kunne kun erobre to points i de sidste seks runder.

Særligt var nederlaget 28. marts 1982 (1-3) til Espanyol noget der gjorde ondt. Ud over at det var til de lokale rivaler, blev det også enden på den gode stime med 14 hjemmesejrer i træk i ligaen. Konsekvensen heraf var, at Real Sociedad for andet år i træk kunne løfte mesterskabstrofæet.

Espanyol vinder 1-3 over Barça på Camp Nou (28.marts 1982)

Selvom man nogle få dage derefter skulle spille finale i Europa Cuppen for pokalvindere, var skuffelsen enorm. Tidligere i pokalvindernes turnering havde man elimineret Trakia Plovdiv, Dukla Prag, Lokomotiv Leipzig og Tottenham Hotspur. Finalen skulle spilles hjemme på Camp Nou, hvilket var blevet besluttet af UEFA flere måneder tidligere. Modstanderen blev Standard Liäge. Belgieren Vandermissen bragte sit hold foran, men Allan Simonsen og Quini sørgede for, at Barça vandt 2-1. Det skulle blive Allans sidste triumf i den blårøde trøje, da han blev solgt for at gøre plads for en vis argentinsk berømthed.

Holdet der i 1982 vandt Europa Cuppen for pokalvindere fotograferet 25 år senere i maj 2007.

Sánchez løftede pokalen, da finalesejren i Europa Cuppen for pokalvindere var hjemme (12. maj 1982).

1982-1983. Maradona gør sin entré

FC Barcelonas ønske om at få fat på Diego Amando Maradona blev en realitet den 4. junio 1982. Se video med Maradona.

Forventningerne til den dyre stjerne var så høje, at afskeden med den ellers så værdsatte lille store dansker Allan Simonsen, hurtigt blev glemt. Endnu en grund til gigantiske sommerfestligheder var, at udvidelsen af Camp Nou, der var blevet foretaget i anledning af sommerens VM i Spanien, var færdig, så den gigantiske hjemmearena nu kunne rumme 120.000 tilskuere. Der var således dækket fint op, da Gamper-turnering skulle spilles, men for at blive i samme billedsprog var maden nærmest fordærvet. Barça endte for første gang nogensinde sidst i æresturneringen for klubbens stifter.

En leverbetændelse satte Maradona ud af spillet i tre måneder, og i denne periode gik klubben fra det ene dårlige resultat til det andet, kulminerende med 0-2 nederlaget d. 3. marts 1983 mod Racing Santander. Tyske Udo Lattek blev fyret, og ind blev hentet César Luis Menotti. Menotti forsøgte at dæmpe stridighederne i galehuset, for at skaffe arbejdsro. Men argentinerens bestræbelser førte på ingen måde til de ønskede resultater.

Hurtigt var Barça så langt bagud i ligaen, at mesterskabet var en umulighed, og man måtte således satse på Copa del Rey og Liga Cuppen, en turnering de blårødes præsident Josep Lluís Núñez havde taget initiativ til, for at forøge klubbernes indtægter.

Finalen i Copa del Rey mod Real Madrid blev en af de mest følelsesladede og intense nogensinde. De 25.000 culés der havde fået billet til begivenheden, så på La Romareda hvordan Víctor i det 32. minut bragte Barça foran med 1-0, men også hvordan Santillana i det 50. minut bragte balance i regnskabet. Da alle havde indstillet sig på forlængelse, sendte Marcos bolden i mål med hovedet, og catalonierne kunne således løfte pokalen. Det kunne man også få dage senere, da man i finalen i Copa del Rey atter stod foran Real Madrid.

1983-1984. Maradonas skade

Der var undtagelsesvis ro på i starten af sæsonen 1983-1984 . Men det sluttede prompte, da Athletic Bilbao den 24. september besøgte Camp Nou.

”Han knuste mig, Migueli. Han knuste mig”. Sådan var de første ord der røg ud af munden på Diego Armando Maradona efter at han blev regulært nedsablet af Andoni Goikoetxea. Klokken var lidt i 22 30 da Athletic Bilbaos midterforsvarer gik i flæsket på argentineren. Sandsynligvis en hævnaktion efter at baskeren nogle minutter tidligere var blevet stemplet bagfra af Bernd Schuster. Men fra at være offer bevægede Goiko sig til at blive bøddel, da han fuldstændig ødelagde ledbåndet på den venstre ankel hos Barças nummer 10. Et gult kort var alt hvad han fik.

Der var mange reaktioner bagefter. Barça træner Menotti spurgte: ”Må nogen dø for at der skal træffes forholdsregler?”. Athletics træner Clemente mindede om at ”ikke bare Goiko var hård”, og ”sandsynligvis vil det om fem dage ikke være så alvorligt med Maradona”. Præsident Núñez udtalte: ”Man må bekæmpe terrorismen i fodbold”. Og ”disse skader opstår ikke tilfældigt”.

Maradona var ude frem til 8. januar 1984. 106 dage efter gjorde han come back imod Sevilla på Camp Nou, i en kamp hvor han scorede to af de tre mål catalonierne lavede.

De blårøde holdt sig lige efter Atlétic Bilbao og Real Madrid i ligaen, men det lykkedes aldrig at passere dem.

I pokalvindernes Europa Cup blev Barça i kvartfinalerne slået ud af Manchester United.

I Copa del Rey nåede man finalen, men det gavnede ikke forberedelserne at det umiddelbart inden opgøret blev offentliggjort, at den ellers så forhadte træner César Luis Menotti, efter sæsonafslutningen ville forlade klubben.

Finalen 5. maj 1984 gik over i historiebøgerne grundet den mindre pæne side af fodbolden. Et af spansk fodbolds mest triste kapitler. Det udviklede sig praktisk taget til krig på Bernabéu. Athletic vandt pokalen takket en 1-0 sejr på mål af Endika, men der var slag og spark til alle.

Konflikten begyndte i december 1981 på Bilbao klubbens hjemmebane San Mamés og blev forværret i 1983 på Camp Nou. I disse to kampe blev henholdsvis Bernd Schuster og Diego Armando Maradona fra Barça som beskrevet ovenfor nedslagtet og endte med brækket ben og et halvt års genoptræning foran sig. Begge havde været udsat for samme bøddel: Andoni Goicoechea der var så forhadt i Barcelona som forgudet i Bilbao.

I kampen lukkede Athletic godt af, og Barça kunne ikke finde plads til at udfolde sit spil. Taklingerne blev grovere og grovere. Men det blev regulær krig efter slutfløjtet. Sola kom på banen for at fejre sejren og mødte på sin vej Diego Maradona der gav ham et knæ i hovedet. Så mens Athletic spilleren Dani modtog trofæet fra kongen, var de andre spillere op at slås. Hadet rasede mellem de to fangrupper i adskillige år derefter.

”Det var ikke en kamp, og jeg tror kun man har forvold fodboldsporten stor skade”, udtalte Barça træner César Luis Menotti efterfølgende. ”Den slags fodbold bliver døden. Folk vil ende med at forlade stadionerne”.

1984-1985. Mester i fjerde sidste runde

Da man hos FC Barcelona op til 1984-85 sæsonen valgte at hente den unge og ukendte Queen’s Park Rangers træner Terry Venables til Camp Nou, var der mange der rystede på hovedet. Kritikken tog til da Barça blev slået ud i første runde af Europa Cuppen for Pokalvindere, hvor man først vandt 2-4 over franske Metz ude og siden tabte 1-4 på Camp Nou.

Klubben var i dyb krise. Diego Maradona var netop rejst til Napoli, hvilket i Catalonien blev betragtet som et stort nederlag, selvom argentineren ikke ubetinget havde været en succes, og der var ikke meget der tydede på at de mange culés havde lys for enden af tunnelen.

Præsident Núñez behøvede ikke at finde den store tegnebog frem. Terry levede op til at skotter er nærrige og ønskede kun Tottenhams Steve Archibald hentet til udefra som erstatning for Maradona. Med dette hold ville han forsøge at vinde alt: Mesterskabet, Copa del Rey, Europa Cuppen for pokalvindere og Liga Cuppen. Holdet kom til at bestå af et mix af unge talenter og allerede etablerede folk som Carrasco, Manolo, Moratalla og Sánchez.

Men alligevel lykkedes det Venables at få vendt skuden så flot at Barça allerede i fjerde sidste spillerunde kunne kåres som spansk mester for tiende gang i klubbens historie. Hvad hans forgængere Lucien Muller, Quim Rifé, Ladislao Kubala, Helenio Herrera, Udo Lattek og César Luis Menotti ikke kunne, kunne en skotte. Han tilførte klubben og spansk fodbold et nyt træningskoncept, formindskede den såkaldte spanske selvmordstaktik og krævede mere fysisk arbejde. Selvom presset på de blårøde var langt større end på nogen af de andre hold i ligaen, havde Barça i 1984-85 ikke noget der bare lignede en rival i kampen den nationale trone. Presset blev lagt fra første forsvarsspiller, og de meget offensive backs gav nærmest mandskabet vinger. I denne sæson scorede den fire mand store forsvarskæde elleve mål

Venables havde fuld tiltro til Rojo og Calderé. To talenter fra egne rækker. Førstnævnte havde allerede debuteret i sæsonen 1983-1984 og den anden gjorde det med briten på bænken. Rojo var med fra start i 29 af de 34 kampe, og fik fuld spilletid i 21 opgør og scorede to mål. Calderé var med fra start i 15 kampe og kom ind i yderligere syv opgør. I 11 kampe fik han fuld spilletid. Tre mål blev det til fra hans side.

Venables debuterede som mister for de blårøde søndag d. 2. september 1984 kl. 21.30 mod ingen ringere end Real Madrid og sågar på Santiago Bernabéu. Ingen forventede sig andet end en ny ydmygelse. Første halvleg endte 0-0. Men catalanerne kom foran takket et selvmål af Angel i 46. minut. Målmand Urruti holdt sit bur rent, mens Archibald og Calderé nettede for Barça i henholdsvis 86. minut og 89. minut.

La cantera fik også sin gloværdige hæder i denne sæson, da en spillerstrejke 9. september 1984 gjorde at stjernerne ikke var med mod Zaragoza. Men de unge hentede to point der var guld værd. Den dag spillede Abellán, Padilla, Bueno, Aranda, Carreras, Milla, Retuerto, Cristóbal, López, Lobo og Martín (Durán 75’). Hvor mange af de navne kan du huske?

Barça måtte dette år kæmpe med problemer der intet havde med det sportslige at gøre. I løbet af 1984-85 sæsonen oplevede truppen intet mindre end tre trafikulykker. Det begyndte med Bernd Schuster, herefter var det mister Venables selv. Skotten, såvel som Schuster, slap uskadt, men desværre fik ulykken alvorlige konsekvenser for en motorcyklist. Endelig kørte Francisco José Carrasco galt i sneen i Barcelona. Hans bil blev totalsmadret. ‘El Lobo’ fik ikke vedvarende men, men han måtte affinde sig med at være indlagt i nogle uger.

Det catalanske hold gik direkte efter titlen. I de første 15 runder prøvede man ikke følelsen af at tabe. Men i 16. runde faldt man mod Athletic Bilbao på San Mamés med 1-0 (16. december 1984) på mål af Julio Salinas i 72. minut. Hvor Salinas senere kom til at optræde, må forventes at være bekendt af alle læsere over 25. Fiaskoen mod Javier Clementes hårdtspillende mandskab var kun et enkeltstående tilfælde, for herefter kom fire kampe uden nederlag. Blandt andet mod Real Madrid på Camp Nou (3-2).

Det andet og sidste nederlag Barça fik i denne sæson, kom 17. marts 1985 på Rico Pérez i Alicante mod Hércules. Venables’ drenge tabte på et omdiskuteret straffespark i 87. minut, som Cartagena udnyttede. Hjemmesejren kom selvom værterne havde spillet hele anden halvleg med blot ti mænd.

Men trods nederlaget kunne de blårøde hente mesterskabet i den følgende spillerunde (30), hvor man 24. marts 1985 skulle møde Valladolid på Estadio Zorrilla. Da der manglede tre minutter førte Barça med 2-1. Så fik klubben fra den spanske højslette tilkendt et straffespark. Men Urruti klarede Mágico González’ forsøg.

Det var ikke muligt at rejse direkte tilbage til Barcelona efter sejren i Valladolid. Derimod måtte man køre de omkring tre timer turen derfra til Madrid varer, og tilbringe natten på et hotel beliggende tæt ved Barajas lufthavnen, hvor sejrsfesten fortsatte. Den følgende dag, mandag, rejste spillerne hjem og fandt Barcelonas gader fyldte til bristepunktet med glade mennesker. Det var næsten umuligt for truppen og lederne at komme fra El Prat lufthavnen til Plaça Sant Jaume. Det var nærmest et mirakel at de nåede frem til den officielle hyldest. Nogle tilhængere forsøgte i kådhed at kravle op på taget af bussen.

Ved sæsonens afslutning havde Barça et forspring på ti point i forhold til sølvvinderne fra Atlético Madrid.

1985-1986. Fiaskoen i Sevilla

Mesterskabet betød en sjælden ro i den catalanske storklub, hvilket bevirkede at man i sommerpausen kun købte en spiller, den spanskparaguanske stjerne Raúl Vicente Amarilla, der tidligere havde haft succes hos Real Zaragoza.

Men Real Madrid lagde sig hurtigt klart i spidsen for ligaen, men i Copa del Rey nåede Barça finalen. De blårøde var storfavorit mod Zaragoza. Få dage forinden var det blevet offentliggjort at den catalanske storklub havde købt Zubizarreta fra Atletic Bilbao, hvilket naturligt nok gjorde målmand Urruti meget nervøs for sin fremtid. Aragonerne vandt på et mål scoret af uruguayeren Rubén Sosa.

Måske spillerne i tankerne allerede var begyndt at koncentrere sig om Steaua Bucarest, der nogle få dage senere ventede i Mesterholdenes Europa Cup finale. Vejen dertil var gået over Sparta Prag, Porto, Juventus og IFK Göteborg. Mulighederne for at vinde klubbens første Europa cup for mesterhold var store. Mere end 50.000 culés gjorde at Sánchez Pizjuán i Sevilla lignede et lille Camp Nou. Både den ordinære spilletid og forlængelsen endte uden scoringer. Alexanco, Pedraza, Pichi Alonso og Marcos var de fem blårøde, der blev valgt til at sparke i straffesparkskonkurrencen. Men ikke en eneste af dem formåede at passere den rumænske målmand Ducadam. Men Steaua-spillerne fik bolden i mål to gange, og triumfen gik således til den østeuropæiske klub.

1986-1987. Schuster-sagen

Fiaskoen i finalen i Mesterholdenes Europa Cup bevirkede et utal af problemer. Det første, og mest omtalte, så dagens lys allerede inden finalen var tabt. Schuster blev taget ud til fordel for Moratalla umiddelbart inden den forlængede spilletid, og forlod omgående Sánchez Pizjuán i Sevilla, og så resten af kampen sammen med sin familie på et hotelværelse. Præsident Josep Lluís Núñez blev så vred, at han udtalge at Schuster aldrig mere ville komme til at spille i Barçatrøjen. Hele den efterfølgende sæson spillede den blonde engel ikke en eneste kamp for sit hold.

Fiaskoen havde også betydet at der blev ændret i spillerstaben. Man skrev kontrakt med topscoreren fra VM 86, englænderen Gary Lineker, og waliseren Mark Hughes, der aldrig blev den store succes og 1,5 år senere blev udlejet til Bayern München, for senere at vende tilbage til Manchester United. Af nye spanske navne kan nævnes Roberto og målmanden Andoni Zubizarreta. Men alle disse ændringer bar ikke frugt. Barça vandt i denne sæson ikke en eneste titel.

I Copa del Rey blev man slået ud allerede i ottendedelsfinalerne af Osasuna. I ligaen, som for første og eneste gang i spansk fodbolds historie skulle afgøres i et play-off slutspil, sluttede Barça tre points efter Real Madrid. I UEFA cuppen slog man først Flamurtari, Sporting Lissabon og Bayer Uerdingen ud, for derefter selv at blive slået ud af skotske Dundee United.

1987-1988. Schusters come back

En dårlig start bevirkede, at træner Terry Venables blev fyret efter kun fem kampe. Hans afløser blev Luis Aragonés, der som assistent fik Carles Rexach. Med denne nye duro ved roret, blev det umulige Schuster come back en realitet.

Men det fik ikke niveauet til at stige. Barça indtog en ligegyldig placering langt nede i ligaen, og der var ingen Europa Cup. Copa del Rey var med andre ord atter eneste mulighed for, at genvinde lidt af den tabte ære. Man nåede finalen hvor man skulle møde de forsvarende pokalmestre fra Real Sociedad. På et heldigt mål af Alexanco lykkedes det at eliminere baskerne, der blev trænet af John Toshack og på banen havde spillere som Bakero, Begiristain og López Rekarte.

Men triumfen skabte på ingen måde ro. Kun nogle dage efter pokaltriumfen samlede spillerne sig på hotel Hesperia og bad, med Luis Aragonés’ støtte, præsident Josep Lluís Núñez om at træde tilbage.

Men det blev nu ikke præsidenten der forsvandt, men træneren og 13 af spillerne.

1988-1996 (Rise and fall of Cruyff's Dream Team)