Blodpagten
II
Af Kurt Thyboe (Ekstra Bladet 13. maj 1995)
Ren og skær tankeoverføring
Når vi angreb, stak jeg bare i løb,
for jeg vidste, at han nok sku' sørge for at smide bolden derhen, hvor jeg var
på vej.
Prøv at se på Zamorana i dag. Laudrup
'kommer til byen', og straks er Ivan
Danskeren læser og forstår fodbold som
få i denne verden. Du kan kun sammenligne ham med Diego Armando Maradona, Bernd
Schuster eller Roberto Baggio. Spillere, der gør alt på en bane fremragende og
i de bedste øjeblikke med raffineret elegance, men spillere, som altid søger
det enkle,
Michaels eneste problem er hans personlighed.
Han er alt for følsom. På overfladen tilsyneladende så tilbagelænet, så cool,
så rolig. Men han ta'r sig alting alt for nær. De ting, du siger til ham, en
situation, han opfatter som uretfærdig.
KONFRONTATION
Hans forhold til 'Mister' blev
kompliceret, fordi Michael ikke ku' ta' trænerens kritik. Jeg lyttede til
skideballen, nikkede og var hamrende ligeglad. Men Michael tog det langt ind,
det sad dybt i hans sjæl og nagede.
Han ku' ikke ta' det, og han forsvandt.
Hans fjender anklager ham for aldrig
at spille godt i en vigtig kamp. Men
hvad er en vigtig kamp? Er de ikke
alle lige vigtige? Turneringer og mesterskaber bliver vundet kamp for kamp,
skridt for skridt, ikke i een enkelt drømme-fight. Og det gælder også Champions
League eller Europa-cup'en. Når du til finalen, er det kun fordi, alle
undervejs har ydet sit bidrag.
Og de fire titler og den Euruopa-cup,
Barca vandt i de fire år, Michael var her, kan klubben i høj grad takke ham for.
Og det var ikke værdigt, som det
sluttede for ham i Barca.
I konfrontation med Johan Cruyff.
MISTEDE MORAL
Det var det værste, der ku' ske for
Barca, den dag Michael rejste. For at spille i Madrid.
Indtil spilledag 23 i den sæson sad
Laudrup kun på bænken tre gange. Så fik vi den lussing 6-3 i Zaragoza. Så var
Michael 'out'. Han mistede vigtige kampe, som den mod Real Madrid, og i
Champions League var han slet ikke med i semi-finalen og finalen.
Det gjorde ondt at se min ven de
sidste måneder i Barcelona. Dag for dag mistede han moral. Han blev mer' og
mer' indesluttet. Smilede aldrig, holdt til sidst helt op med at tale med os
andre! Og hans reserverede karakter hindrede ham i at be' nogen om hjælp. Han
levede den rædselsfulde tid
igennem helt alene. Dag for dag blev
hans problem med Cruyff værre, til sidst endte det i ekstrem bitterhed.
BITTERT FARVEL
Jeg glemmer aldrig finalen i Athen, da
vi fik tæsk af Milan. Jeg husker Laudrups ansigt.
Han var ikke på holdet, sad blandt
tilskuerne, men han var lige så hårdt ramt som vi andre af den ydmygelse. Og
måske havde han det værre end vi andre. For han vidste, det var hans sidste
timer og minutter i Barca. Og det sidste minde, han tog med sig fra den klub,
han elskede, var et
omklædningsrum i dyb sorg. Det var
ikke retfærdigt, Michael sku' sige så bittert farvel.
