
Iniesta – en stjerne i svøb
“Jeg havde det på samme måde som i Brügge og på Son Moix (Mallorcas hjemmebane red.). Jeg var nervøs og ville
bare have sat kampen i gang hurtigst muligt. Men da bolden endelig var begyndt
at rulle glemmer du det hele og koncentrerer dig fuldt ud om kampen”. Med disse
ord beskriver Barças 18årige nye førsteholdsspiller Andrés Iniesta minutterne
omkring starten af de blårødes opgør mod Recreativo
d. 5. januar 2003; den kamp hvor han for første gang skulle spille for
hjemmepublikummet på Camp Nou. ”Da hymnen lød og jeg gik ud på banen følte jeg
noget helt specielt. Nu er jeg bare glad for vi vandt kampen og det er det vigtigste”.
Men helt tilfreds med debuten er han nu ikke ”I første halvleg var jeg mest
aktiv. I anden halvleg spillede jeg lidt dårligere, men sådan er det i
fodbold”. På spørgsmålet om hvad det sidste hans træner sagde til ham inden
startfløjtet var, svarer Iniesta: “Han sagde det samme som på Mallorca og i
Brügge, at jeg skulle gå ud og nyde det og det var hvad jeg forsøgte at gøre”.
Ingen kan være i tvivl om at Barças nr. 34 altid har
været en rigtig culé. Han blev født i
landsbyen Fuentealbilla i nærheden af Albacete hvor
det store flertal holder med Real Madrid. Men ikke Iniesta. Da han som 12årig
havde brilleret i en ungdomsturnering og Real Madrid forsøgte at lokke ham til hovedstaden sagde han nej tak.
I stedet rejste han meget længere væk og begyndte hos sin egen yndlingsklub FC
Barcelona. På Barças talentskole
I dag kan Andrés Iniesta ikke bare skrive
førsteholdsspiller hos Barça på visitkortet. Han kan også kalde sig
Europamester for både u16 og u19 landshold. Desuden har han i 1998 med Barça
vundet Nike Cup (der ofte omtales som det uofficielle ungdomsverdensmesterskab
for klubhold). Den tidligere blaugranastjerne Pep Guardiola udtalte dengang om Iniesta at han “en dag både
slår mig og Xavi af holdet”. Men sådan tænker Iniesta bestemt ikke: “Vi spiller
de samme pladser. Jeg har altid beundret dem. Guardiola
er utvivlsomt mit forbillede og jeg syntes rigtig godt om Xavi da jeg kom til
klubben. Jeg kunne også rigtig godt lide Laudrup”.
Selvom Albacete som før nævnt hører til Real Madrids
opland har man alligevel anerkendt Andrés Iniestas store talent på hans
fødeegn. Han blev således kåret til områdets største sportsnavn i 2002. Selve
prisoverrækkelsen var planlagt til at finde sted to dage før Louis van Gaals
skæbnekamp på Mallorca og da el mister havde
tænkt sig at bruge talentet fra start, kunne Iniesta naturligt nok ikke rejse
hjem. Begivenheden blev derfor flyttet til dagen efter kampen. Men det gjorde
nok kun festlighederne endnu større, da Barça som bekendt vandt 4-0.
Det eneste der er gået galt for den talentfulde
midtbanespiller var da han forsøgte at tage kørerkort og dumpede til
teoriprøven. Men han regner med snart også at få det klaret.
Ellers er Iniesta nøjagtigt den samme som han altid har
været. Efter debuten på Camp Nou drog han sammen med sine forældre, hans søster
og nogle venner hen til den bar hvor de altid spiser. Det eneste der har ændret
sig er at nu er det blevet lidt mere vanskeligt at få madro grundet
autografjægerne. Men venlig som Iniesta er, har han intet imod at glæde de
mange culés. Derimod generede det ham
nok mere ved denne lejlighed at der i den samme bar var tændt et fjernsyn hvor
man kunne se Real Madrids målorgie mod Valencia.
Selvom de fleste af Barcelonas fans absolut værdsætter
Iniesta har hans indtræden på førsteholdet alligevel vagt stor debat, da det er
den meget populære Riquelme han har slået af. De to er heldigvis stadig på god
fod. Sågar skulle Riquelme have ønsket Iniesta held og lykke inden kampen mod Recreativo: ”Vi kan sagtens spille sammen. Det gjorde vi i
Brügge og det gik godt”, siger den argentinske stjerne. Ifølge Andrés Iniesta
er der på ingen måde jalousi mellem spillerne: ”De opmuntrede mig alle sammen.
De har alle prøvet det jeg var igennem i søndags og de ved hvad det betyder”.
Selvom det var Louis van Gaal der kort før jul gav
Iniesta debut på førsteholdet i kampen på Mallorca, har han faktisk ved flere
lejligheder både under Serra Ferrer
og Rexach været med i truppen. Blandt andet sad han
på bænken i det smertelige nederlag d. 22. december 2001 mod Espanyol der vandt
2-0 og hvor absolut intet fungerede for de blårøde. Set i bakspejlet havde det
måske været en god idé at prøve ham selvom han på daværende tidspunkt kun var
17 år gammel.
Ingen tvivl om at Iniesta meget nødigt ser den
omdiskuterede træner Louis van Gaal fyret: “Sandheden er at han er en mand med
meget fodbolderfaring og han er rigtig god til at hjælpe spillerne på alle
tidspunkter”. Iniestas foretrukne plads er på den defensive midtbane, men “hvis
træneren beder mig om at gå længere frem er det ikke noget problem. Det
vigtigste er at de regner med en”.
På spørgsmålet om hvori
forskellen i at spille i den spanske førstedivision og i den øverste
regionalliga ligger svarer Iniesta: “Det hele er anderledes. Spilrytmen,
intensiteten, rivalerne.
Navn: Andrés Iniesta
Position: Defensiv midtbane og forsvar.
Født: 1. maj 1984 i Fuentealbilla i omegnen af Albacete (Spanien)
Højde:
Vægt:
