Blodpagten I

Michael Laudrup om Hristo efter sit skift til Real Madrid

Af Kurt Thyboe (Extra Bladet 13. maj 1995)

Det er meget sjældent, professionelle top-atleter på verdens-plan åbner sig, gør sig mentalt nøgne. Mange års rutine og livs-erfaring i det kyniske game, al økonomisk styret sport i dag er, har lært dem at tale i klicheer. Idolerne i moderne show-business, og sport på internationalt plan er sågu" show-bizz, siger præcist, hvad der forventes af "robotterne".

Som det en gang så depraveret blev bjæffet til tøserne: "Hold kæft . og vær smuk!"...sådan er det underforstået i denne lukkede professionelle idræts-atmosfære: "Klap i...og gør det, vi betaler dig for!"

BLADET FRA MUNDEN

At så de bedste og mest intelligente blandt dem har udviklet en fascinerende evne til at "profilere sig" med særpræget stil, distance og snerrende karisma, er en helt anden sag . personligheden hos de største er trods alt for stærk til at lade sig totalt slave-binde af de mentale lænker, boss"erne helst ser dem låst fast i! To af professionel fodbolds største verdens-stjerner, der aldrig har tilladt hverken chefer eller penge at knægte bare een millimeter af deres glødende karakter, så forskellig den

end er, tager bladet fra munden i den bog, som "Europas Bedste Spiller", Stoichkov, der denne sæson er hyldet med "Den Gyldne Fodbold", netop har smidt på det spanske marked, og de afdækker i rå, smukke, forbløffende glimt "interessante detaljer" af dette ellers så hermetisk lukkede miljø: Michael Laudrup. og Hristo

Stoichkov!

OMVANDRENDE BOMBE

Hold-kammerater, og venner. I fire år hos Barcelona. I de mest gyldne år, Barca nogen sinde har gennemlevet.

De gør det ved at sige ting om hinanden. Bare det! Men midt i denne "diskrete ros-mig-her-og-der-leg" bli"r der både direkte og i høj grad mellem linierne sagt ting om hverdagen bag kulisserne, hverdagen bag den glitrende facade, der chokerer.

Men også charmerer dig. Michael Laudrup om Stoichkov: ,ts Som mennesker er Hristo og jeg vidt

forskellige. Han har en feber-hed, kogende karakter, nærmest en omvandrende bombe, og han er åben, udadvendt.

Jeg er mere genert, jeg tænker meget dybt over tingene, før jeg beslutter mig til noget. Jeg kan vende en tanke eller et tema hundrede gange, før jeg er sikker på, hvad jeg vil. Jeg lytter mere til hjernen, han lytter til sit hjerte.

BLOD-BRØDRE

Der skete ting i Barca, der knyttede os tæt. Jeg kan sætte dato på den oplevelse, der gjorde os til "blod-brødre".

Det skete i sæsonen 92-93, på kamp-dag nr. 23, da vi spillede på Estadio El Plantio mod Burgos.

Vi vandt med eet mål. Hristo og jeg havde haft en elendig uge før den kamp, vi var begge ramt af influenza, mest jeg, der lå med feber. Det klogeste havde været aldrig at spille den dag. Men det gjorde vi. Jeg var syg og kastede op i pausen. Hristo brændte et straffe-spark. Katastrofe, fiasko.

Johan Cruyff var ekstremt hård i sin kritik efter kampen og gjorde os to ansvarlige for alt det skidt, der skete på banen. Da han meget skarpt snerrede: "Vi spillede kun med ni mand!" Man sku" ikke være et geni for at fatte, hvem der havde svigtet: Laudrup og Stoichkov.

Indrømmet, vi spillede dårligt, begge to, men nu heller ikke så ringe, at vi fortjente den skralde-spand.

Det var i lige det sekund, vi så hinanden dybt i øjnene, og vi spurgte hinanden: Hvis man behandler os sådan, når vi vinder, hvordan bli"r det så ikke, når vi taber? Den dag blev vi to enig om, aldrig igen at spille, hvis vi ikke var 100 procent i orden. Vi blev i de minutter enig om, at var vi skadet eller sløje og syge, så ville vi nægte at stille op, ligemeget hvor hårdt, "Mister" pressede os til at spille.

VENSKAB UDEN GRÆNSER

Det var den dag, vi faktisk sluttede en "blod-pagt", den dag, vi blev ægte venner.

Vi aftalte, at når Johan Cruyff huggede til den ene af os, hvad det så end ku" være for, så sku" den anden forpligte sig til at forsvare sin ven.

Heftigt og til det yderste. Og vi fulgte den hemmelige aftale til punkt og prikke. Hristo gjorde det med sit typiske lette væsen med en næsten legende elegance, jeg på min måde gjorde det mere dybt, mere intenst. Men ingen af os svigtede. Det var en meget intens følelse, der skabte stærke bånd mellem os. Et venskab uden grænser, et venskab, som mennesker, der ikke har delt hverdagen med andre i et omklædnings-rum, der ikke kender tonen, stilen og atmosfæren blandt mænd i det miljø, aldrig nogen sinde kan forstå.

BÆRER ALDRIG NAG

Jo, vi var, og vi er, meget forskellige, Hristo og jeg. Og privat i Barcelona var og er min bedste ven Ronald Koeman. Men jeg var i de år meget tæt på Hristo, og det siger og mener jeg meget ærligt.

Jeg glemmer aldrig den sæson 91-92, da jeg så ham i forvirret tvivl om, han sku ta" mod de tilbud fra italienske klubber, der væltede ned over ham.

Rygter om, han havde lavet en hemmelig aftale med Napoli, gav ham problemer i Barca. Jeg ku" ikke ta" at se ham lide i den grad. Jeg ringede til venner, bad dem hjælpe mig med at hive Hristo ud af det mørke stress-hul, han var

landet i.

Hristo har den specielle evne, han glemmer problemer og spektakler så let. Han bærer aldrig nag, han kan simpelt hen ikke hade nogen. Han er i virkeligheden et uskyldigt menneske og et meget bedre menneske, end folk

tror! Han bliver sur og tosset den ene dag. Den næste dag kan han ikke huske, hvad der gjorde ham så vred.

INDEBRÆNDT

Jeg husker en gang, Cruyff straffede ham hårdt. Jeg husker andre irriterende fornærmelser mod Hristo under træning, jeg erindrer, når han sur og indebrændt gik omkring, isoleret fra os andre. Og så pludselig var han igen "en af fyrene", som var intet sket. Og jeg spurgte ham, hvor al den vrede og surhed var blevet af. Og Hristo sagde: "Sur? Mig? Hvorfor dog det?" Sådan er Hristo. En fin fyr.

Men sådan har jeg aldrig ku" være, så let ta"r jeg ikke ting.

Den slags bider dybere og sidder meget, meget længe i mig. Jeg vender og drejer problemet uendeligt for at analysere, hvorfor de ting sker, jeg vil altid ha" en grund, og jeg borer i mig selv, til jeg finder den. Og jeg spørger så intenst mig selv, om det er min skyld? Hvad har jeg gjort forkert? Igen og igen og igen.

Jeg har enormt svært ved at glemme de ting, han lever så let med.

Personligt kan jeg ikke blive vred på en eller anden og så en halv time senere omfavne ham igen.

Som Hristo gør det.

GAVTYV

Nu skal der heller ikke så meget til at tænde ham, gøre ham tosset, få ham til at gå amok. Mens jeg accepterer meget mere, finder mig i meget mere, tåler mange flere problemer, før jeg reagerer. Det er ikke så let at få mig til at gå op i en spids.

Den dag, de gav Hristo "Den Gyldne Fodbold", var jeg simpelt hen så lykkelig. Jeg var i Madrid, havde forladt Barca, men jeg var lige så tindrende glad, som havde jeg selv vundet den hæder. Jeg vidste jo i mange år, det var en besættelse for ham at få den pris, den ære.

Fodboldmæssigt er han en supermand. Sammen med Txiki Begiristain er han den spiller, jeg nogen sinde har fungeret bedst med i angreb og gennembrud af fjendens forsvar.

På banen forstod vi hinanden pr. instinkt, pr. refleks. Vi udviklede med årene en evne til at læse hinandens tanker. Jeg stak en dyb aflevering, og Hristo var allerede på vej som et lyn ned i det hul, hvor bolden kom.

Hristo og Txiki er de to, der bedst af alle ku" forstå og læse og udnytte mit talent, mine evner på en bane. Og så er de begge to et par gavtyve, jeg holder meget af.

TANKE-OVERFØRING

I dag er jeg i Madrid, Hristo i Barca. Jeg ved, han sætter pris på mig, og han ved, jeg føler det samme for ham. Jeg har med en dyb, indre glæde lagt mærke til, at hver gang, Hristo dukker op i et tv-program eller siger noget til en avis, altid heftigt understreger, hvor hårdt, han savner mig på banen, at Barca slet ikke er det samme uden mig. Hvad skal man dog

stille op med sådan en ven? Dette store barn med et hjerte så enormt, det dårligt har plads i hans bryst!

Hovedside om Hristo

Thyboes hjørne