Frontalt: Fodboldens Titanic
Ekstra Bladet 20 februar 1997
Af Kurt Thyboe
I aften møder F.C. Barcelona Real Sociedad på udebane. En skæbnekamp, der kan give Barcas engelske træner Bobby Robson
det endelige spark ud af Michael Laudrups gamle klub. Kurt Thyboe
rapporterer fra det catalanske galehus.
Den lille, let korpulente
herre med de kolde øjne, den arrogante mund, den sorte mafia-frakke skødesløst
slynget om skuldrene over det vildt dyre grå-noble
jakkesæt marcherede i rasende tempo op og ned ad gulvet i F.C. Barcelonas
omklædningsrum.
Med den ene hånd overlegent stukket ind bag jakke-sættet
og silke-slipset mindede han påfaldende om Napoleon, som han skridtede fronten
af, vurderende sine tropper.
Og præsident Josep Lluis Nuñez var sateme ikke tilfreds.
Han skulede ondt. Men sagde ikke et ord. Stirrede blot vredt fra mand til mand.
Den groteske scene, der foregik i isnende tavshed, stod på i ti uendelige
minutter.
Så skred Mini-Napoleon. Mens verdens dyreste
fodbold-sjak stirrede målløst på hinanden.
Een ting er at tabe chokerende og åh så dumt til et bund-hold på egen bane med
3-2, efter at ha' ført 2-0 og holdt legestue. Det er surt nok i sig selv. Men
at blive behandlet som kvæg, dum-stumme brikker i en
multimillionærs magtspil, er en hån, der går dybt ind under huden.
KAOS OG ANGST
Kaos er et mildt ord for
den splittede, paranoia-stemning, der lige nu hersker bag kulisserne i
Barcelona.
En vrimmel af verdensstjerner taler ikke samme sprog, for nu at sige det så
venligt, man kan! Midt i det kogende hav af oprørte følelser reagerer klubbens
'so- cios gement. De pifter
konsekvent holdet ud på Camp Nou og gi'r gang på gang
præsidenten fingeren, når de vifter med hvide lommetørklæder i vrede 'panoladas' med krav om, at chefen forsvinder! 'Panolada' er den groveste foragt og hån, et spansk publikum
kan vise en person, de absolut ikke ka' li'.
De hvide lommetørklæder er hentet fra tyrefægter-miljøet, hvor der viftes i bøn
om nåde for en tapper tyr og dermed signaliseres afsky for en elendig matador.
Og Nuñez krymper i afmægtig skam sin i forvejen lille
skikkelse endnu længere ned i mafia-frakken, deroppe, frit udstillet på pal- coen, æreslogen. Han satser
desperat på at genvinde klubbens præsidentvalg om et halvt år, så han i triumf
kan føre Barca gennem 100-års fødselsdagen i -98, men nu vakler stolen, og Nuñez føler sin magt glide fra sig, og i kulisserne kører
allerede rygter om, den fyrede træner Johan Cruyff i dyb hemmelighed planlægger
at slå til og skandalisere og vælte Nuñez og selv gå
efter præsident-embedet.
UD MED ROBSON
Og alt det bøvl er kun
toppen af isbjerget i spansk fodbolds Titanic.
For i disse dage aner Nuñez ikke, hvordan han uden at
tabe ære eller ansigt slipper af med sin engelske gentleman-træner Bobby Robson, der var Nunez' helt egen
private opfindelse, da han smed Johan Cruyff på porten og som lyn og torden
sku' ha en erstatning. Men som på de blot syv måneder, Robson
har været i Barca, har evnet at få både spillere, tilhængere, magt-eliten og
pressen på nakken ... specielt pressen.
Det er sgu heller ikke særligt begavet i dette latinsk-hidsige miljø med
replikker til reporterne som: I er professionelle sælgere af løgn og bedrag!
Reporterne bider fra sig. Hen over forsiden bjæffer en avis: 77,4 procent vil
ha' sparket Bobby ud af byen! Og det skal være nu! 67,6 procent vil se ham
erstattet af Cruyffs tidligere højrehåndhånd Charly Rexach,
og det omgående. Og helt vildt: 92,6 procent vil ha' hollandske Ajax' van Gaal
som ny træner, hellere i går end i morgen! Og reporterne snerrer: Hvordan f...
kan vi ha' en træner som Bobby, der ikke engang forstår eller gider lære vores
sprog!
Og da Robson gav stjernen Ronaldo grønt lys til at ta' hjem til karnevalet i Rio og danse nætterne væk, mens
han selv forsvandt til London for at kommentere England-Italien og lod en stor
organisation i afmægtig krise passe sig selv, da væltede lokummet!
INGEN RESPEKT
De sagde, at Bobby med
det venlige smil slet ikke ku' skabe respekt. Og de skrev: Hvordan ka' den mand få så lidt ud af alt det seje, gnistrende
talent og verdens-klasse, der spiller i Barca? Og i alt det sindssyge
spektakel, fordi Barca lever i skyggen af sin evige døds-fjende,
seks point efter Real Madrid i kampen om den spanske titel, har los blau-granas mistet føling med 'de hvide', hvor jern-næven Fabio Capello regerer som en
bidsk prøjser-sergent, der har dræbt skønheden i fodbold og aflivet den
kreative kunst til fordel for snærende systemer, hvor det er okay at vinde 1-0
på et selvmål af de andre uden selv at underholde ... og får ros og beundring
for den livs-fjendske stil, fordi han vinder og
vinder og vinder.
NEDTUREN
Barcas rutschetur begyndte i december, da Madrid vandt
2-0.
Og wonderboy Ronaldo fik 'klippet vingerne og dalrede
rundt', og de skrev, at nu var magien blæst væk, og drengen desperat forsvarede
sig:
- Jeg får ingen bolde at arbejde med, Robsons
spille-stil passer mig slet ikke, han duer ikke! 'The
never ending story'
forsatte med to dramatiske pokal-kampe. Barca vandt 3-2, fik 1-1, nakkede
rivalen, og Robson nåede at være stolt een dag og
sige smukke ting som 'spillerne gav deres blod for Barca', inden alt igen gik
skævt, og han stod i møg til halsen ... men det var slet ikke historien de
dage! Næh, dette var dage, da fornærmelserne fløj vildt.
Barcelonas vice-præsident Joan Gaspart åbnede ballet med en replik om, han da
gerne så, Barca tævede Madrid med 12-0! Real-præsident Lorenzo
Saenz bed: - Det er pinlig mangel på respekt at tale
sådan om os andre ... jeg håber, vi vinder med et enkelt mål, gerne i sidste
minut, så Gaspart rigtigt kan komme til at lide.
Gaspart: - Det er sat'me ikke sportsligt at ønske,
din fjende kommer til at lide. Mit ønske var ægte sportsligt og rent, Madrids
er snavset.
Da Barca så havde tabt til Espanyol, triumferede Saenz
fra Madrid: - Det var jo det, jeg sagde, Gaspart og Barcelona kommer til at
lide! Imens venter vi andre på, hvor mange dage eller timer, Bobby Robson overlever i 'det catalanske galehus' i Barcelona!
FC Barcelonas
resultater 1996-1997