Rise
and fall of Cruyff's Dream Team (1988-1996)
Af John B. Jensen
1988-1989.
Mesterens ankomst
Det
var en bombe der sprang den 4. maj 1988 da præsident Josep Lluís Núñez
offentliggjorde at Johan Cruyff
var manden, der skulle få FC Barcelona ud af Real Madrids skygge. Kun nogle få
måneder tidligere havde det virket som en umulighed at få hollænderen, der som
spiller havde været med til at hjemføre mesterskabet tilbage i 1974, til
klubben. ”Klubben var en katastrofe. Alt og alle var imod
alle. Døden var tæt på, og jeg måtte træffe beslutninger”, udtalte Cruyff
i 2009 til spansk tv. ”60 procent af trænerens arbejde bestod af forskellige
konflikter. Det var en del af arbejdet. Med bestyrelsen og pressen. Det var
modbydeligt for alle. 40 procent kunne man nyde”.

Cruyff
var ikke tilfreds med det hold han blev budt, og købte op til den kommende
sæson intet mindre end 12 nye spillere. En sådan udskiftning krævede
naturligvis en lang indkøringsperiode. Men det var ikke noget tilhængerne og
pressen var forstående overfor, og Cruyff overlevede sandsynligvis kun grundet
sine fordoms meritter som spiller.
Endvidere
øgede det heller ikke Cruyffs popularitet, at han valgte at trække Gary Lineker lidt tilbage på banen, hvor hans evner langt fra
blev udnyttet optimalt. Problemet blev imidlertid løst ved, at Lineker efter sæsonens afslutning skiftede til Tottenham Hotspur.
Mesterskabet
kom man slet ikke i nærheden af, så Europa Cuppen for pokalvindere var man
ganske enkelt nød til at vinde, for at sæsonen ikke skulle ligne den totale
fiasko. Finalen mod Sampdoria blev spillet i den
schweiziske by Bern, og endte med en 2-0 sejr til de blårøde.
I
april 1989 var der atter præsidentvalg. Det blev en af de mest barske i Barças
historie, men det lykkedes Núñez at få 24.441 stemmer, hvorimod hans udfordre Sixte Cambra kun fik 17.609.
1989-1990.
Cruyff redet af pokaltriumf
Forventningerne
om at man endelig skulle vinde mesterskabet igen, steg da man i sommerpausen
blev forstærket med tilgang af Koeman og Laudrup.
Men
allerede i Gamper-turneringens semifinale mod Sochaux, mærkede man modgang da franskmændene slog
værtsklubben ud. I den europæiske Super Cup tabte man til AC Milán og efter at være blevet slået ud af Europa Cuppen for
pokalvindere af belgiske Anderlecht, havde pressen og
folket fået nok. Cruyff måtte ud.
Men
hollænderen var ligeglad. Han blev ved med at træffe ubehagelige beslutninger,
så som ikke at tage Luis Milla med i den sidste
ligakamp; en beslutning der sandsynligvis var stærkt medvirkende til at Milla skiftede til Real Madrid.
Sidste
mulighed for at vinde et trofæ denne sæson, var Copa del Rey. Modstanderen var
ingen ringere end Real Madrid. Amor og Julio Salinas
scorede finalens eneste to mål. Uden triumfen over arvefjenden, der således
blev forhindret i at vinde The Double, er det nok sandsynligt at Cruyff-æren var endt her.
1990-1991.
Vendepunktet
90-91
sæsonen begyndte med en større spillerrokade. Man mistede Milla (R.
Madrid), Roberto (Valencia), Valverde (Athletic), Aloisio
(Oporto) og Unzué (Sevilla). Til gengæld ankom
Hristo
Stoitchkov
(CSKA Sofía), Nando (Sevilla) og Ferrer
(Tenerife). Og denne gang slog nyindkøbene til med det samme. Barça første
ligaen fra start til mål, og fik således endelig fortrængt Real Madrid fra den
trone, hvor kongeklubben havde været siden 1986.
Helt
uden slinger i valsen var sæsonen nu ikke. Koemann var ude i omkring fem
måneder med en skade, og Ferrer blev også nødtvunget til en længere
skadespause. Cruyff ønskede danske Jan Mølby som afløser for hollænderen. Men
Núñez ville ikke betale hvad han kostede. Det betød derimod at der blev plads
til Pep Guardiola. Stoitchkov havde karantæne i intet mindre end to måneder,
for at have været voldelig overfor dommer Urizar Azpitarte i Super Cup opgøret
mod Real Madrid. 26. februar måtte træner Johan Cruyff indlægges. Men
operationen var en succes, og under hollænderens fraværd blev hans post
varetaget af assistent Carles Rexach.
Kilder hævder at det første Cruyff gjorde da han vågnede op fra narkosen,
var at spørge til hvordan det var gået hans hold.
Ud
over mesterskabet vil sæsonen også blive husket for det eminente offensive spil
Barça præsterede, og fordi det var dette år legendariske Pep Guardiola fik sin debut.
Omkring
9.000 mennesker forsamlede sig på Sant Jaume-pladsen for at fejre mesterskabet.
Ved samme lejlighed blev der også på rørende vis sagt farvel til Julio Alberto,
der forlod klubben 30. juni 1991.
Mesterskabet
havde glædet de hårdtprøvede cataloniere så meget, at det ikke betød så meget at man den
følgende torsdag tabte finalen i Pokalvindernes Europa Cup, der blev spillet i
Rotterdam, til Manchester United. Den tidligere Barçastjerne Mark Hughes
scorede to mål for englænderne.

Anfører
Alexanko modtager mesterskabspokalen efter at titlen blev hjemtaget i sæsonen
1990-91.
1991-1992.
Den store triumf på Wembley
Den
20. maj 1992 vil altid blive husket af alverdens culés. Den dag lykkedes det,
grundet et frisparksmål af Ronald Koemani den forlængede spilletid i Champions
Leaguefinalen mod Sampdoria, langt om længe at vinde den så længe ønskede
europæiske mesterholdsturnering. Omkring en million mennesker tog imod holdet
da heltene kom hjem fra England.


Men
vejen til finalen havde ikke været let. Havde Bakero ikke befriende scoret i sidste
minut mod sidste vesttyske mester Kaiserslautern, var Barça blevet
elimineret.
Idyllen
blev dog hurtigt brugt, da Josep Lluís Núñez, der mere end nogen anden havde
fortjenesten for klubbens fremgang, meldte ud at han ikke ville stille op ved
det kommende præsidentvalg. Dette var dog en beslutning den lille men mægtige
mand, senere lavede om.
Den
fantastiske europæiske triumf gjorde, at det ikke fik den store opmærksomhed,
at man også i denne sæson genvandt det nationale mesterskab.
Her
havde man i lige så høj grad som i Champions League marginalerne på sin side. I
sidste runde skulle man slå Athletic hjemme på Camp Nou, mens Jorge Valdanos
Tenerife skulle slå Real Madrid. Det gik efter planen. Cruyffs drenge vandt
2-0, og Tenerife slog de hvide fra hovedstaden med 3-2 på Heliodoro Rodríguez López.
FC Barcelona havde på intet tidspunkt tidligere i sæsonen ført ligaen, men
vandt alligevel mesterskabet for andet år i træk; noget der ikke var sket i 32
år.
1992-1993.
Tenerife gjorde det igen
Sidste
sæsons succes havde medført, at der kun fandt meget få ændringer sted i
spillerstaben. Dog fik man tre nye udlændinge Witschge, Vucevic og danske
Ronnie Ekelund. De to sidstnævnte skulle dog kun spille på andetholdet.
Men
freden skulle ikke vare evigt. Forholdet mellem Cruyff og Núñez blev temmelig køligt,
da præsidenten ikke ville honorære cheftrænerens lønkrav til en forlængelse, og
da de blårøde blev slået ud af Champions League af CSKA Moskva og senere tabte
Interkontinental Cuppen til Sao Paulo, steg fjendskabet. Men i december var
Cruyff og Núñez endelig nået til en aftale, og hollænderen skrev under på en ny
kontrakt.
Efter tre skuffelser lykkedes det
endelig de blårøde at vinde Den Europæiske Super Cup. Da Barça endelig stillede
op i turneringen som vinder af den fineste Europa Cup, blev det med Cruyff på
bænken til sejr over Werder Bremen. Således kunne klubben endelig hjemføre
dette trofæ for første gang i sin historie 10. marts 1993.

Salinas, Guardiola, Eusebio og Txiki
løfter trofæet.
Da
man i pokalturneringen blev slået ud af Real Madrid, var der kun ligaen tilbage
at kæmpe for. Det så heller ikke for lyst ud. Benito Floros kongelige mandskab
havde lagt sig stabilt i spidsen.
I
sidste runde var Barça igen afhænig af hjælp fra Tenerife. Historien gentog
sig. Real Madrid tabte atter på den kanariske ø (2-0 i Tenerifes favør) og da
Barça selv slog Real Sociedad var det tredje mesterskab i træk en kendsgerning.

1993-1994.
Romários sæson
Sæsonen
93-94 vil både blive husket for det gode og for det onde. Man vandt
mesterskabet, men blev ydmyget 0-4 af Milan i Champions Leaguefinalen på Athens
Olympiske Stadion.
Men
arvefjenden Real Madrid havde man d. 9. januar 1994 givet en gevaldig lektion
på Camp Nou, hvor de hvide måtte indkassere en sæk på 5-0. Se målene fra kampen.
Nyerhvervelsen Romário havde inden sæsonstarten proklameret, at han agtede at score
30 mål. Sådan gik det, og tre af dem faldt i netop dette opgør.

Foto:
Jordi Cotrina/elentorno.com
Men
denne triumf blev fulgt op af at Real Betis slog Barça ud af Copa del Rey, og
helt galt gik det da man i Zaragoza måtte indkassere et nederlag på 6-3. Som en
konsekvens heraf besluttede Cruyff at forstærke forsvaret. Der var 30 points
tilbage at spille om, og ud af disse lykkedes det Barça at erobre de 28.
Selvom
Romários far kort forinden var blevet arresteret, lykkedes det alligevel at
vinde opgøret mod Real i Madrid med 1-0, og kort tid derefter blev den
brasilianske stjernes far da også løsladt.
Denne
gang var det ikke Real Madrid man til sidst kæmpede mod om mesterskabet.
Tværtimod var det galliske Deportivo La Coruña, der i sidste runde hjemme på
Riazor skulle besejre Valencia, for for første gang i klubbens historie, at
vinde mesterskabet. Et minut før tid stod der endnu uafgjort 0-0, men så fik
hjemmeholdet tilkendt et straffespark. Men da det blev brændt, kunne Barça for
fjerde år i træk kalde sig spansk mester, og Depor måtte vente i yderligere
seks år, før man fik lejlighed til at prøve det samme.
1994-1995.
Enden på en ære
Nederlaget
til Milán i Champions Leaguefinalen markerede enden på den mest succesrige
periode nogensinde i FC Barcelonas historie.
Cruyff
havde vraget målmand Zubizarreta, Michael Laudrup,
Julio Salinas, Juan Carlos og Quique Estebaranz. Særlig dramatisk blev afskeden med de to
førstnævnte. Zubizarreta var blevet fyret allerede i spillerbussen i Athen
efter nederlaget til Milán. Michael Laudrups afgang vil altid blive husket,
fordi han absolut skulle vælge at fortsætte karrieren hos Real Madrid.
De
blårødes indsats levede slet ikke op til hvad man havde set de seneste år.
Først i sidste runde kvalificerede man sig matematisk til UEFA cuppen. Man blev
ydmyget på Bernabéu med 5-0, og París Saint Germain sørgede for europæisk exit.
Efter store disciplinære problemer med Romário, blev han udlejet til Flamengo,
mens Ronald Koeman annoncerede at han
efter sæsonens udløb ville rejse hjem til Holland. Udover han forlod Begiristain,
Eusebio og Stoitchkov, efter at have haft store kontroverser med Cruyff,
klubben ved sæsonens udgang. Hagi og Busquets, der skulle erstatte Laudrup og
Zubizarreta, havde langt fra vist samme klasse. I det hele taget stod der på
ingen måde, samme respekt om Cruyff længere.
1995-1996.
Farvel Cruyff
Popescu, Figo og Kodro var de
spillere, Johan Cruyff forstærkede sig med i et forsøg på, at få FC Barcelona
tilbage på toppen. Men det var ikke nok, og Atlético Madrid vandt et
velfortjent mesterskab.
På
den internationale scene gik det lidt bedre, end i den hjemlige liga. I UEFA
cuppen nåede man således frem til semifinalerne, hvor man dog blev slået ud af
Bayern München. Men forinden havde man slået Hapoel Beer Sheva, Vitoria
Guimaraes, Sevilla og PSV Eindhoven ud. Atter var
Copa del Rey eneste mulighed for at få et trofæ. Man spillede sig relativt let
frem til finalen ved at eliminere Hércules, Numancia
og Espanyol. Men i finalen kunne man ikke hamle op med Atlético Madrid, der inde i den forlængede
spilletid scorede kampens eneste mål.
Der
var efterhånden åben krig mellem Cruyff og bestyrelsen. To runder før
sæsonafslutningen blev den hollandske træner fyret. Hans plads på bænken blev
overtaget af hans personlige ven Carles Rexach.
Johan
indrømmede mange år efter, at han havde sin del af skylden for fiaskoen der
førte til hans fyring i 1996: ”Jeg begik fejl, for jeg evnede ikke at
samle særprægene og mentaliteterne fra forskellige lande. Blokken var ikke i
god balance”.
Også
nogle af Cruyffs spillere får lov at komme til orde. ”Han er meget
krævende”, sagde Michael Laudrup i 2009 om Cruyff. ”Under tiden
tror han at han ved alt. Men det er hans væremåde. Fem år som træner hos en
klub er meget. Men fem år med Cruyff er utroligt”.
Fra
José Mari Bakero lød det: ”På et personligt
plan, bringer han dig til grænsen, og du kan føle dig ydmyget”.
Læs
eventuelt:
FC
Barcelona - et eldorado for karaktermordere (Ekstra Bladet 10. februar 1996)
1996-1997
(Ronaldos store sæson)
