Rise and fall of Cruyff's Dream Team (1988-1996)

Af John B. Jensen

1988-1989. Mesterens ankomst

Det var en bombe der sprang den 4. maj 1988 da præsident Josep Lluís Núñez offentliggjorde at Johan Cruyff var manden, der skulle få FC Barcelona ud af Real Madrids skygge. Kun nogle få måneder tidligere havde det virket som en umulighed at få hollænderen, der som spiller havde været med til at hjemføre mesterskabet tilbage i 1974, til klubben. ”Klubben var en katastrofe. Alt og alle var imod alle. Døden var tæt på, og jeg måtte træffe beslutninger”, udtalte Cruyff i 2009 til spansk tv. ”60 procent af trænerens arbejde bestod af forskellige konflikter. Det var en del af arbejdet. Med bestyrelsen og pressen. Det var modbydeligt for alle. 40 procent kunne man nyde”.

Cruyff var ikke tilfreds med det hold han blev budt, og købte op til den kommende sæson intet mindre end 12 nye spillere. En sådan udskiftning krævede naturligvis en lang indkøringsperiode. Men det var ikke noget tilhængerne og pressen var forstående overfor, og Cruyff overlevede sandsynligvis kun grundet sine fordoms meritter som spiller.

Endvidere øgede det heller ikke Cruyffs popularitet, at han valgte at trække Gary Lineker lidt tilbage på banen, hvor hans evner langt fra blev udnyttet optimalt. Problemet blev imidlertid løst ved, at Lineker efter sæsonens afslutning skiftede til Tottenham Hotspur.

Mesterskabet kom man slet ikke i nærheden af, så Europa Cuppen for pokalvindere var man ganske enkelt nød til at vinde, for at sæsonen ikke skulle ligne den totale fiasko. Finalen mod Sampdoria blev spillet i den schweiziske by Bern, og endte med en 2-0 sejr til de blårøde.

I april 1989 var der atter præsidentvalg. Det blev en af de mest barske i Barças historie, men det lykkedes Núñez at få 24.441 stemmer, hvorimod hans udfordre Sixte Cambra kun fik 17.609.

1989-1990. Cruyff redet af pokaltriumf

Forventningerne om at man endelig skulle vinde mesterskabet igen, steg da man i sommerpausen blev forstærket med tilgang af Koeman og Laudrup.

Men allerede i Gamper-turneringens semifinale mod Sochaux, mærkede man modgang da franskmændene slog værtsklubben ud. I den europæiske Super Cup tabte man til AC Milán og efter at være blevet slået ud af Europa Cuppen for pokalvindere af belgiske Anderlecht, havde pressen og folket fået nok. Cruyff måtte ud.

Men hollænderen var ligeglad. Han blev ved med at træffe ubehagelige beslutninger, så som ikke at tage Luis Milla med i den sidste ligakamp; en beslutning der sandsynligvis var stærkt medvirkende til at Milla skiftede til Real Madrid.

Sidste mulighed for at vinde et trofæ denne sæson, var Copa del Rey. Modstanderen var ingen ringere end Real Madrid. Amor og Julio Salinas scorede finalens eneste to mål. Uden triumfen over arvefjenden, der således blev forhindret i at vinde The Double, er det nok sandsynligt at Cruyff-æren var endt her.

1990-1991. Vendepunktet

90-91 sæsonen begyndte med en større spillerrokade. Man mistede Milla (R. Madrid), Roberto (Valencia), Valverde (Athletic), Aloisio (Oporto) og Unzué (Sevilla). Til gengæld ankom

Hristo Stoitchkov

(CSKA Sofía), Nando (Sevilla) og Ferrer (Tenerife). Og denne gang slog nyindkøbene til med det samme. Barça første ligaen fra start til mål, og fik således endelig fortrængt Real Madrid fra den trone, hvor kongeklubben havde været siden 1986.

Helt uden slinger i valsen var sæsonen nu ikke. Koemann var ude i omkring fem måneder med en skade, og Ferrer blev også nødtvunget til en længere skadespause. Cruyff ønskede danske Jan Mølby som afløser for hollænderen. Men Núñez ville ikke betale hvad han kostede. Det betød derimod at der blev plads til Pep Guardiola. Stoitchkov havde karantæne i intet mindre end to måneder, for at have været voldelig overfor dommer Urizar Azpitarte i Super Cup opgøret mod Real Madrid. 26. februar måtte træner Johan Cruyff indlægges. Men operationen var en succes, og under hollænderens fraværd blev hans post varetaget af assistent Carles Rexach. Kilder hævder at det første Cruyff gjorde da han vågnede op fra narkosen, var at spørge til hvordan det var gået hans hold.

Ud over mesterskabet vil sæsonen også blive husket for det eminente offensive spil Barça præsterede, og fordi det var dette år legendariske Pep Guardiola fik sin debut.

Omkring 9.000 mennesker forsamlede sig på Sant Jaume-pladsen for at fejre mesterskabet. Ved samme lejlighed blev der også på rørende vis sagt farvel til Julio Alberto, der forlod klubben 30. juni 1991.

Mesterskabet havde glædet de hårdtprøvede cataloniere så meget, at det ikke betød så meget at man den følgende torsdag tabte finalen i Pokalvindernes Europa Cup, der blev spillet i Rotterdam, til Manchester United. Den tidligere Barçastjerne Mark Hughes scorede to mål for englænderne.