Skue-spil
Af Kurt Thyboe (Ekstra Bladet 24. september
1998)
De kendte elsker at blive set på
ærestribunen med præsident Nuñez, men verdenstenoren Carreras foretrækker at
sidde blandt folket.
'El Palco' hedder den.
Ærestribunen på Camp Nou. I hjertet af Barcelona.
Dér, hvor de rige, de berømte,
jetset, høj-adel og showbiz-stjerner kan lide at blive set. Og elsker at blive
inviteret. Når catalanernes stolte macho-team skal 'performe'. Dér, hvor
Barça-præsident Josep Lluis Nuñez troner så aristokratisk, højt hævet over
folket, når hans 'gladiatorer' slås, dernede på græsset.
Mini-Napoleon kaldes han,
venligt. Andre har givet ham det mindre pæne øgenavn: 'Dværgen fra Ramblaen'!
Nu har han regeret i 20 år, han har gjort Barça stenhamrende rig, måske til den
rigeste fodboldklub i Spanien, med et årligt budget på omkring 7-8 milliarder
kroner! Og han handler uden at blinke, køber og sælger mennesker, som er det
asparges... hver gang hans mere og mere intime ven og fortrolige, træner van
Gaal kræver nyt blod til sit hold. Eller vredt beder om kras udrensning.
TISSEKONE
Nuñez kan lide at bade sig
narcissistisk i medierne, og han håner meget gerne rival Madrid, der skylder en
milliard kroner: - Der er nogen, der kører i Porsche, uden at kunne betale!
Præsident to i Barça Joan Gaspart har en djævelsk evne til at fornærme
fjenderne i hvidt, og han nåede sit fodbold-livs 'diplomatiske zenit', da han
sidste sommer i afmægtig raseri over hysteri og hån i Madrids 'Palco' snerrede:
- Det pæneste, høfligste, mest vel-uddannede menneske, jeg traf den dag, bare i
nærheden af æreslogen i Madrid, var tisse-konen, der passer toilettet!
Madrid gav ham svar på tiltale i
lørdags til rivalernes evige konfrontation, Real mod Barça, da Gaspart blev sat
på aller-forreste plads i logen, så publikum tydeligt kunne se ham og tog mod
den forhadte Barça-leder med en hylende pibekoncert.
Gaspart knurrede: - Hvorfor sku'
jeg sidde lige dér? Madrid-præsident Lorenzo Sanz' svar: - Her i Madrid gi'r vi
altid den fornemste gæst den bedste plads! Nuñez har demagogens besnærende evne
til at kontrollere og manipulere. Han har over sig denne arrogante aura af
magt-menneske, når han med sit stramme, lidt nedladende smil indtager sin plads
i arenaen, som er præsidenten en reinkarnation af Cæsar eller Nero, omgivet af
sit 'hof'. Det er lige før, du for dit indre øre ka' høre stemmer fra fortiden,
da gladiatorerne i Rom før kamp bøjede sig for kejseren: Vi, der skal dø,
hilser dig! Men de er der alle sammen, i selskab med Barça-eliten.
Fotoskønne Claudia Schiffer, hvis
hun har fri. 'Zorba', alias skuespiller Anthony Quinn, når han besøger sin
kunstner-søn Lorenzo i landsbyen Castelldefels, eller laver tv-reklame-spots
for spansk cognac. Eks-borgmester Maragall, der hentede OL '92 til Barcelona og
gav metropolen ved havnen en helt sublim ny infra-struktur. Den catalanske
superpolitiker Jordi Pujol, der trækker i mange tråde i den spanske regering og
så ofte så direkte siger og mener, 'intet over, intet ved siden af Barça'...
Kong Juan Carlos elsker at være
her ved særlige events, fotomodellen Maribel Sanz er her ofte, tyrefægterne
Jesulin Ubrique, Enrique Ponce, Ortega Cano, Cesar Rincon, lady-tyrefægter
Christina Sanchez, når de ikke er optaget af eget arbejde. Det samme gælder
sports-idolet over alt og alle i Spanien Miguel Indurain, der vandt Tour de
France fem år i træk og tennisstjerner som Sergi Bruguera og Arantxa Sanchez.
FODBOLD SOM OPERA
Og ikke mindst den catalanske
verdens-tenor José Carreras. Der sidste sommer med sine venner Pavarotti og
Placido Domingo en smuk nat sang for 100.000 på Camp Nou.
Carreras erklærer, han har Barça
i hjertet, og det har han haft i 40 år! Så intenst, at han lige nu skriver på
en bog om Barça, der skal ud, når klubben næste år fylder 100 år - 'fordi
begrebet Barça ligger så dybt i sindet på mig og enhver ærlig, ægte catalaner!'
- Det er en ære for mig at repræsentere denne stolte klub, hvor jeg end kommer
over hele kloden. Og det gør mig glad, når jeg mærker den beundring, så mange i
verden føler for Barcelona. Ikke bare fordi, vi her spiller blændende fodbold,
men fordi de respekterer, at klubben i højeste grad er en social kraft, siger han
til det nye magasin 'Barça'. Og mere fra samme stemme:
- Fodbold er som opera. Det er en
passion, der bringer masserne i kog og forfører dig.
- Men Barça er meget mere. I så mange
år var det navn symbolet på en stædig, tapper kamp for at bevare en helt
speciel catalansk sjæl. De år, vi af indlysende grunde ikke kunne råbe 'Leve
Catalunya', kunne vi i det mindste råbe 'Leve Barça'!
FOLKETS STEMME
- Ja, jeg synger, når jeg er på
Camp Nou, og Barça scorer. Jeg lader mig rive med som én af folket, ellers er
der ikke noget ved at være der.
- Han har så tit, chefen i Barça,
Nuñez, inviteret mig op på tribunen, til at sidde med de andre berømte i 'El
Palco', men det er ikke lige min stil.
Jeg vil være derude, hvor det
koger, hvor jeg ikke er den verdens-kendte tenor, men bare en af mange, der
elsker fodbold.
- De bad mig engang synge
Barça-hymnen, og jeg var beæret. Det er et flot stykke musik, men det er musik,
der er skabt for mange tusinde stemmer, ikke kun for én - en hymne, der skal
forløses i et mægtigt fællesskab.
MÆNGERI
Bobby Robson, den noble engelske
gentleman, der sad ved trænerroret i Barça i den mildt sagt kaotiske sæson
'96-'97, hvor han skulle prøve at løfte arven efter mægtige Johan Cruyff, har
netop sendt en bog på markedet - 'An Englishman Abroad ' - om sit liv og
beskriver den kogende, latinske atmosfære:
- Jeg landede midt i et vildt
politisk slagsmål, hvor jeg på forhånd var taberen, lige meget, hvad jeg gjorde
med holdet til træning eller kamp.
- Det var som at komme til et surprise-party, og jeg var
den mystiske gæst, ingen havde regnet med at se! - Spillerne var mit mindste
problem, selv om de kaldte mig 'abuelo', bessefar, vi havde et ærligt,
professionelt forhold, vi vandt flotte titler sammen, men jeg fandt hurtigt ud
af, det hernede slet ikke er nok, du gør dit arbejde, så du selv føler dig
stolt, der er i Barça hele denne 'entorno', dette mystiske, sære, næsten
usynlige 'hof' omkring præsidenten, hvor du kun overlever, hvis du snor dig
kynisk og intrigant.
- Jeg lærte hurtigt, at Barça
ikke bare er en fodboldklub. Næhhh, catalanerne ser Barça som en hær ...
spillerne er soldater i Catalunyas hær. Soldater, der skal slås for folkets ære
mod resten af Spanien.
- Og jeg lærte, at Barça er et
skræmmende stærkt politisk redskab, og jeg så, hvordan de mest kendte, kloge og
berømte politikere fra både regering og opposition 'mængede' sig med holdet,
nød at snakke med spillerne og sommetider helt desperat placerede sig, så de
ku' få deres billede i avisen eller uge-pressen sammen med de berømte
fodbold-stjerner, eller træneren, eller præsidenten selv.
- Det gi'r kolossal indflydelse
hos folket, hvis det kan se, du er en af vennerne af Barça.
