Barcelona Sporting Club
Skrevet af elbarca.dk’s webmaster John B. Jensen og
bragt i Visca el Barça 1. årgang nr. 4, 6. december 2000
Logoet og navnet ligner til
forveksling, men Barcelona Sporting Club hævder skam sig selv på udmærket vis.
Med 13 nationale mesterskaber og to finalepladser i Copa Libertadores er F.C.
Barcelonas sydamerikanske sidestykke den mest vindende klub i Ecuador.
Ved den ecuadorianske
stillehavskyst finder vi byen Guayaquil, som huser F.C. Barcelonas lillebror
Barcelona Sporting Club, der til daglig blot omtales som Barcelona, men dog
aldrig som Barça.
Byens 1,6 millioner
indbyggere er hovedsageligt beskæftiget i tekstil- og kemikalieindustrien, men
derudover huser Guayaquil også Ecuadors største og vigtigste havn, hvorfra der
blandt andet udskibes Chiquita-bananer til Europa.
Kun omkring 20 kroner koster
det at blive lukket ind på de dyreste pladser, når Barcelona spiller hjemme på
Monumental Isidro Romero Carbo, der efter den seneste ombygning, som blev
foretaget i forbindelse med afholdelsen af Copa Amerika i Ecuador i 1993, kan
rumme 75.000 tilskuere. Det er sjældent at dette topmoderne stadion fyldes til
bristepunktet.
Selvom ecuadorianerne er et
fodboldelskende folk, samler den nationale liga ikke mange tilskuere. Op gennem
90’erne er levestandarden faldet drastisk, så for mange er de førnævnte 20
kroner en yderst betragtelig sum. Derfor vælger de fleste at bruge de penge de
trods alt har, på at spise sig mætte i ris, stegte bananer osv. og kun gå til
fodbold når det er landsholdet, hvis popularitet ikke står tilbage for
dynamitdrengenes herhjemme i 80’erne, der spiller.
Selvom Ecuador aldrig har
kvalificeret sig til en VM-slutrunde (det gjorde de jo så op til slutrunden i
Japan og Sydkorea, efter at denne artikel blev skrevet) og kun har haft succés
i Copa América på hjemmebane i 1993, hvor man nåede semifinalen, fungerer
landsholdet alligevel som et samlingspunkt for landets blandede befolkning. Når
de 11 helte i den blågule nationaldragt træder ud på banen glemmer både
negerne, indianerne, mulatterne, mestitserne og de hvide for en kort stund
naturkatastroferne, sulten og udenlandsgælden samt den store ydmygelse det var,
da Ecuador i 1998 måtte overgive sig betingelsesløst i grænsekrigen mod Peru,
og give afkald på et lille, men meget olierigt område.
Selvom man i hovedstaden
Quito, som ellers er langt mindre end Guayaquil, ikke har noget stadion, der
tilnærmelsesvis er lige så stort eller moderne som Monumental, spilles alle
Ecuadors betydningsfulde landskampe altid der. Quito er beliggende en times
kørsel syd for ækvator og befinder sig i lige knap
Barcelona Sporting Clubs hjemmebane Monumental Isidro Romero Carbo
Klubbens første år
Barcelona Sporting Club blev
grundlagt den 1. maj 1925. Når man på det nærmeste valgte at stjæle navn, logo
og spilledragt fra Barça, skyldtes det, at hovedparten af initiativtagerne var
catalanske emigranter med Eutimio Pérez i spidsen. Barcelona Sporting Club har
spillet i mange forskellige farvekombinationer, og i dag spiller klubben i gule
trøjer og sorte bukser. Men den første dragt klubbens spillere optrådte i, var
en næsten tro kopi af Barças.
Den 15. juni 1925 skulle man
så spille sin første kamp mod C.S. Ayacucho. Takket være storspil af målmand
León Franco, lykkedes det at forlade banen med et knebent 0-1 nederlag.
Da det endnu var meget svært
at rejse rundt i Ecuador, grundet bjerge, jungle og dårlige veje, fandtes der
fortsat ikke nogen ecuadoriansk turnering. Sin første sæson spillede Barcelona
i Guayas-provinsens Serie B, men da man i 1926 udvidede antallet af hold i
Serie A, rykkede Barcelona automatisk op. Denne række måtte Barcelona dog
hurtigt forlade igen, og i 1933 måtte man sågar helt ned i Serie C. I 1944
gjorde man comeback i Serie A, og denne gang for at blive.
Den første storhedstid
.
I slutningen af 40’erne kom
der under præsident Federico Muñoz Mediana for alvor gang i udviklingen. Han
supplerede truppen med en del spillere fra Panama. Men den største stjerne
Sigifredo Chuchuca hentede man dog i den ecuadorianske provins El Oro (Guldet).
Det siges at han med 40 grader i feber rejste sig fra sygesengen og styrede
holdet til sejr i 1949-udgaven af El Torneo del Pacifico
(Stillehavsturneringen); en for længst nedlagt international turnering, der
blev spillet i Colombia.
I 1950, der var den sidste
sæson før man i Guayas-provinsen overgik til professionelle tilstande, lykkedes
det endelig Barcelona at vinde Guayas-mesterskabet. De efterfølgende år måtte
klubben tage til takke med sekundære placeringer, fordi den nye præsident
Eduardo Spandre, der selv var født i Italien, nægtede at importere udenlandske
stjerner. Men i 1955 havde man atter fået samlet et hold der var så slagkraftigt,
at det kunne hjemtage provinsmesterskabet. Den legendariske Chuchuca var stadig
med, men ellers bestod holdet hovedsageligt af talentfulde unge spillere.
I 1957 blev der langt om
længe indført en ecuadoriansk turnering, dog kun som et slutspil mellem de
øverstplacerede hold i de regionale turneringer. Emelec hjemtog trofæet, og de
to følgende år lykkedes det ikke at få afviklet slutspillet. Men da man atter
kom i gang i 1960, vandt Barcelona for første gang det ecuadorianske
mesterskab, en triumf klubben i dag har fejret i alt 13 gange.
Barcelona leverede også en
god del af spillerne til det landshold, der var meget tæt på at kvalificere sig
til VM i 1966.
De første gange Barcelona
optrådte i det latinamerikanske sidestykke til den europæiske mesterholdenes
Europa Cup og senere Champions League, Copa Libertadores, var resultaterne
yderst beskedne. Men i 1971 nåede man semifinalerne, hvor man sammenlagt blev
slået 3-2 over to kampe af chilenske Unión Española. Året efter nåede man lige
så langt, men herefter gik der 14 år, før klubben atter kvalificerede sig til
semifinalerne. Her var Barcelona dog magtesløs, da man over fire kampe blev
slået sammenlagt 8-2 af Boca Juniors fra Argentina.
Bucaram-æraen
Helt som sin spanske
storebror oplevede Barcelona Sporting Club i 90’erne sin hidtil største
glansperiode. Den væsentligste årsag hertil var, at det lykkedes den stinkende
rige Abdala Bucaram at købe sig til magten.
Bucaram ønskede også at blive
præsident for republikken Ecuador, og da han vidste at fodbold kan bruges som
opium for folket, pumpede han gigantiske summer i Barcelona, så klubben som
tidligere nævnt kunne renovere sit stadion og købe store navne, som eksempelvis
colombianeren Anthony de Avila og argentineren Carlos Alfaro Moreno, i en grad
man aldrig tidligere havde set i Ecuador.
Planen lykkedes, op gennem
90’erne nåede Barcelona mange gange langt i Copa Libertadores og i august 1996
blev Bucaram overraskende valgt til Ecuadors præsident.
I 1990 lykkedes det for
første gang Barcelona at kvalificere sig til Copa Libertadores-finalen. I
semifinalen havde man først tabt 0-1 ude, men derefter vundet 1-0 hjemme over
argentinske River Plate. Den efterfølgende straffesparkskonkurrence vandt
Barcelona 4-3, og var således klar til finalen, hvor man tabte knebent 1-2 over
to opgør mod Asunción fra Paraguay.
I 1998 nåede man igen
finalen, men brasilianske Vasco da Gama kunne man heller ikke stille noget op
overfor, og måtte indkassere nederlag (0-2 og 1-2) i begge finaleopgørene.
I februar 1997 skete der det,
at modstanden i befolkningen mod Bucaram var blevet så stor, at det med
indianerorganisationen CONAIE i spidsen, lykkedes at få iværksat en gigantisk
opstand mod ham, så han måtte gå af og forlade landet. Bucaram var ramt af
alvorlige korruptionsskandaler, som blandt andet gik ud på at han skulle have
brugt statslige midler på Barcelona.
Uden Bucarams penge har
Barcelona Sporting Club de seneste år ikke været i stand til at opnå
nævneværdige sportslige resultater. Liga Deportiva Universitaria og militærets
klub Nacional, der begge hører hjemme i hovedstaden Quito, har overtaget den
ecuadorianske fodboldtrone.
Men ingen af disse har dog
skyggen af chance for at gøre sig på den internationale scene, som Barcelona
gjorde det i 90’erne.
Måske på vej mod bedre tider (tilføjet 18/01/02)
Abdalá Bucaram har en søn ved
navn Dalo (populært kaldet Dalito), der fortsat bor i Ecuador. Farmand tror han
kan spille fodbold. Sønnike kom skam også på u-20 landsholdet, men først efter
at den colombianske træner Hugo Gallego var blevet udsat for vold. Han gik af,
men hans afløser Fabián Burbano fik også kærligheden at føle.
Efter det ecuadorianske
A-landsholds succes VM-kvalen op til slutrunden 2002, ønskede Bucaram også at
Dalito skulle deltage i eventyret. Derfor organiserede han i foråret 2001 et
attentat mod Hernán Dario Gómez, der dog kun blev skudt i benet. Gómez ville
stoppe, af hensyn til sin familie. Men en hel nation gav ham sin støtte, blandt
andet var der i Quito et gigantisk
fredeligt sympatioptog for at få ham til at blive. Det gjorde han heldigvis, og
Dalito har endnu ikke debuteret på A-landsholdet.
De seneste år har ikke været
gode for Barcelona. Fra at være blandt Latinamerikas bedste, er man faldet til at
høre til blandt Ecuadors næstbedste. Selvom sæsonkort i august 2001 kun kostede
en US dollar pr måned, er det gigantiske og topmoderne stadion Monumental,
(sandsynligvis også betalt af Abdalá Bucaram) altid gabende tomt. TIlskuertal
på 500 til ligakampe er normalt. Det er det også blandt Ecuadors nuværende
tophold som Nacional og de nykårede mestre Emelec, hvor imod landsholdet har en
gigantisk popularitet. Bucaram indrømmer i øvrigt at holde med Emelec. Så hans
arrangement i Barcelona er kun fornuftsbetonet.
Og nu er han indirekte tilbage i klubben. Officielt er det partiet "el Partido Roldosista Ecuatoriana" (PRE), der har lovet at støtte den trængte klub økonomisk. Pengene skal bruges til at hente den argentinske træner Salvador Capitano og nogle forstærkninger til holdet. Til gengæld skal Dalo Bucaram Pulley (søn af Abdalá) indgå i førsteholdstruppen. I sidste sæson støttede PRE serie B-klubben Santa Rita, der sjovt nok også havde Dalito på holdet. Jimmy Blandón der i denne periode spillede for Santa Rita og nu spiller hos netop Barcelona, siger ærligt til avisen Hoy, at han fik sine penge fra PRE og ikke sin klub.
Barcelona holder til i
havnebyen Guayaquil, hvis borgmester Jaime Nebot, der repræsenterer "el
Partido Social Cristiano", ikke skulle have nogen kvaler med at en
politisk modstander støtter den lokale fodboldklub. Tværtimod skulle han være
glad for, at Barcelona nu går mod bedre tider. Der er lige det men, at
udtalelsen ikke kommer fra ham selv, men er blevet videreformidlet af
Barcelonas præsident Leonardo Borher.
Barcelona Sporting Clubs officielle
hjemmeside
Følg den ecuadorianske Serie A
(El Comercio)
