Gentleman i et galehus
Ekstra Bladet 10
maj 1997, Lørdag side 14
Af Kurt Thyboe
Efter
måneder med hadsk hetz fra alle sider er bøtten vendt for Barcelonas noble
træner Bobby Robson
Det
er dybest set et spørgsmål om stil, kultur ... og humor.
Og
høflig, begavet, neddæmpet engelsk lune harmonerer slet ikke med det spanske,
heftigt-latinske 'leve-eller-dø-temperament'. Det er blot én af de krasse
erfaringer, den ældre, noble engelske gentleman Bobby Robson, chef-træner i
Barca, har lært i denne turbulente, tummelumske sæson, han har styret det
catalanske galehus, eller prøvet på at styre det.
Med
mellemrum har han knurret, Bobby, når hetzen og jagten på hans person blev for
intens, for gemen. Men aldrig vredt, altid med sin tilbagelænede, raffinerede
stil, de ironiske replikker med dette stille vrid af sarkasme, der gjorde hans
fjender endnu mere hysteriske, fordi Bobby altid med sin undertonede, tvetydige
britiske humor aldrig slog hårdt fra sig, mere sådan mildt irettesatte sine
omgivelser.
Da
han i en meget lang periode hen over vinteren både i aviserne og på tv fik at
vide, at den største tjeneste, han ku' gøre catalanerne, var at forsvinde ud af
byen hurtigst muligt, Barcas 'socios' tilbød endda at samle penge ind og
finansiere hans rejse langt væk, da kommenterede Bobby blidt:
-
Nu mangler de bare at sige, det er min skyld, det har regnet i Spanien, siden
jeg kom!
DUEL VED DAGGRY
Da
Barca får tæv af Real Madrid og rammer en periode, hvor selv bundhold gi'r dem
chok-hug, og det koger vildt internt på holdet, og pressen skriver, at
spillerne totalt har mistet respekten for Bobby og bag hans ryg kalder ham
'abuelo', besse-far, og reporterne forlanger hans hoved på et fad i en
dramatisk træner-presse-konfrontation, siger Bobby, stadig venlig dæmpet:
-
De herrer får mig til at føle mig som Gary Cooper i Sheriffen, hver morgen går
jeg alene ned ad hovedgaden og møder alle mine fjender i duel ved daggry. Da
reporterne en dag midt på foråret, be'r Bobby kommentere alle de rygter om alle
de navne, der nu svirrer i luften om hvem, der skal afløse ham som træner,
måske allerede den næste dag, er Bobby næsten overbærende:
-
Den eneste, toppen i Barca ikke har spurgt, er Mickey Mouse! Men alle de muntre
brokker, om regnen, Sheriffen, Mickey Mouse, synes catalanerne faneme ikke er
synderligt morsomme.
Jo, gu' har de da humor, her i det nord-østlige hjørne af Spanien, men det er en meget mere kontant, rå, direkte form for humor, meget ligefrem, ofte lidt vred i tonen, karsk og barsk. Der er meget langt til Bobby Robsons ofte lidt subtile facon. Og reporter-koblet, der vil ha' konkrete replikker, de ka' lege med og bygge stories på, synes åbenlyst, den engelske gentleman ta'r pis på dem og ligefrem antyder, han i forhold til dem besidder en overlegen intelligens, og hetzen forstærkes!
Bobby Robson
BOOMERANG FRA STOICHKOV
I
sådan en grad, at den belevne englænder til sidst rammer grænsen for selv hans
tålmodighed, og en dag i direkte konfrontation med reporterne, snerrer:
-
Løgnen er jeres professionelle redskab! Og hetzen får et vrid til.
Helt
grotesk i dette absurde narre-spil er det den bulgarske krudt-tønde Hristo
Stoichkov, der i en helt vanvittig affære gi'r Bobby noget, der ligner
æres-oprejsning, da han i virkeligheden prøver at total-torpedere træneren! Det
sker i kampen mod Atletico Madrid, hvor Barca på Nou Camp er nede 0-3, rammer
2-3, tæves på plads 4-2, og der er 10-12 minutter tilbage, og Bobby desperat
skifter ud og slænger Pizzi og Stoichkov og Oscar ind på græsset i en dramatisk
manøvre, der udløser hed action og tre fantastiske mål og sejr til Barca 5-4!
Det er sæsonens perfekte gyser, det er vendepunktet for en stresset, frustreret
flok spillere, super-stars, der hele året har spillet hver sin vej, men
pludselig denne aften finder sammen i et sejt kollektiv. Det burde være Bobbys
gigant-fiesta, hans sublime stjerne-stund efter så mange, lange måneders hetz,
men Stoichkov, der som alle andre så udmærket ved, 'el pobresito ingles',
'staklen', som gade-slang i Barcelona nu har døbt englænderen, hænger i tovene
og reelt kun mangler ét sidste, lille puf for at ryge ud, stjæler flabet sin
træners triumf for det smarte skaktræk, der i kampens døende minutter vender
pinligt nederlag til en kolossal sejr ...
Hristo:
- Det var mig, der sagde til Bobby, der sad der og ikke ku' finde ud af det, at
han sku' smide os tre ind, så vi ku' ta' os af sagerne! Den er alligevel for
tyk. Og Bobby, der meget længe har lignet et menneske i mental opløsning, når
han ved presse-sessioner har stammet og mumlet forvirrede, gebrokne,
skrækkeligt hjemmestrikkede spanske gloser ind i sit engelske sprog og helt
ærligt har mindet om en abstrakt landsby-tosse, er endelig skarp, på sin måde,
da han elegant sætter Stoichkov på plads: - Hvem har nogen sinde set Hristo
demonstrere strategiske evner?
NUÑEZ TOG TAXA TIL 12.000 KR.
Men
det er sejren i semifinalen mod Fiorentina i europa-cup'en, der definitivt
cementerer Bobby Robsons position i Barca, så selv hans værste fjender, der så
hidsigt har jagtet ham hele sæsonen, må erkende, den blide englænder faktisk
har format og nok ikke så'n lige ka' smides på porten ... og igen så grotesk er
det helt på tværs af præsident Josepp Luis Nuñez' skumle planer, der bl.a. den
uge har givet sig udslag i, at præsidenten offentligt har erklæret, at kontrakten
med den ny træner Luis van Gall fra Ajax er helt på plads! Om eftermiddagen før
den kamp ta'r Nuñez, der er i Rom for at se Barcelonas basket-team triumfere i
en europa-finale, en taxa til 12.-14.000 kr. de
-
Jeg er den eneste, der altid har bakket Robson op, jeg er den eneste, der
aldrig har sagt, vi sku' smide ham ud
Reporterne:
- Du lyver! Nuñez: - I sku' alle sammen alkohol-testes! Robson: - En yngre mand
i dette fag var faldet død om efter det pres, jeg har levet med i Barca. Nuñez
er ligesom politiet, han skriver bøder ud, selv om du ikke har gjort noget
forkert, og du ka' bare betale.
Reporterne:
- Var sejren over Fiorentina og dermed pladsen i finalen mod Paris St. Germains
en hævn mod Nuñez?
Robson:
- Næh, det var mit arbejde!