Kaptajn Bakero

Skrevet af elbarca.dk’s webmaster John B. Jensen og bragt i Visca el Barça 1. årgang nr. 4, 6. december 2000, dog kort opdateret med hvad Bakero siden har foretaget sig.

José Marí Bakero blev født den 11. februar 1963 i Goizueta ved Pamplona i det nordlige Spanien. Hans første klub var Añorge. Herefter kom han til Sanse, hvor han var i to år.
Hans store talent kunne dog ikke skjules og da muligheden bød sig, skiftede han til den daværende baskiske storklub Real Sociedad, hvor han i de følgende otte år skulle spille 223 ligakampe og i disse score 62 mål.
Den 6. september 1980 debuterede han som 17-årig i Primera División mod Valencia. Real Sociedad tabte dog kampen 2-3, men San Sebastián-klubben fik hurtigt fundet tråden, og vandt deres første mesterskab nogensinde. Sæsonen efter lykkedes det baskerne at genvinde titlen, men denne gang kan æren for triumfen ikke tildeles Bakero, da han var ude det meste af sæsonen grundet et overrevet korsbånd.
I 1982 var Bakero tilbage, og med ham på holdet vandt Real Sociedad den spanske Super Cup. Men herefter faldt man atter lidt tilbage i det spanske fodboldhierarki, og måtte overlade tøjlerne til de lokale rivaler fra Athletic Bilbao.
Først i 1987 var Real Sociedad og Bakero atter med helt fremme, da holdet efter straffesparkskonkurrence fik besejret Atlético Madrid i Copa del Rey-finalen.
Samme år, mere præcist 14. oktober 1987, fik Bakero langt om længe sin landsholdsdebut, da Spanien i Sevilla i kvalifikationen til EM i Vesttyskland den følgende sommer, slog Østrig 2-0. Bakero blev dog i det 69. minut udskiftet med Carrasco.

Starten hos Barça

Da Johan Cruyff i sommeren 1988 overtog trænersædet hos F.C. Barcelona, skulle der for alvor ske ting på Camp Nou. Man havde ikke vundet mesterskabet siden 1985, og de seneste år var det sågar gået til ærkefjenden Real Madrid. Før han skrev under havde Cruyff betinget sig, at alene han skulle bestemme, hvilke spillere der skulle indkøbes til det catalanske galehus.
Den karismatiske hollænder ville ikke blot have Bakero, men også dennes holdkammerater fra Real Sociedad Txiki Beguiristain og López Rekarte. Præsident Nuñez måtte punge op med omkring 60 millioner kroner for disse tre spillere, et beløb man i dag næppe kan få bare ét tilsvarende talent for.
Gennem tidens løb har Barcelona haft stort udbytte af at hente forstærkning fra Baskerlandet til Camp Nou. Oftest er de kommet fra Athletic Bilbao, men disse tre fra Real Sociedad var heller ikke så ringe endda. Bakero og Txiki viste mange gange eminent sammenspil i front, og fik på de mest utrolige måder bolden i mål. Dette var hårdt tiltrængt i en klub, der havde en enorm længsel efter langt om længe at vinde noget rigtig stort.
Bakeros første mål for sin nye klub faldt mod Osasuna, på et oplæg fra netop Txiki Beguiristain. I alt scorede Bakero 10 gange i debutsæsonen. Det følgende mål faldt ganske få dage senere mod Real Madrid i den spanske Super Cup. Også i en ligakamp på San Bernabéu lykkedes det Bakero at score, og igen på et oplæg fra Txiki. Det mest følelsesladede af hans mål i denne sæson, var utvivlsomt da han nettede mod sine tidligere holdkammerater fra Real Sociedad.
Den 10. maj 1989 vandt Bakero med Barça sin første Europa Cup, hvor man i pokalvindernes finale slog italienske Sampdoria med 2-0. Han var dog ikke med i selve finalen, grundet en overbelastningsskade i en tå, men undervejs havde han vist at han havde stor andel i trofæet, ved blandt andet at score mod islandske Frem Reykjavik. Bakero var også med da Barça i kvartfinalerne mødte danske AGF, som man kun formåede at slå 1-0 over to kampe.

Dream Team i svøb

Efter sommerferien var Bakero atter kampklar, og kunne tørne ud sammen med nye spillere som Ronald Koeman og Michael Laudrup. Med andre ord var hovedparten af det fundament, der skulle blive til Dream Team, nu støbt. Resultatmæssigt blev sæsonen en fiasko, og Real Madrid vandt for femte år i træk mesterskabet, og selv vandt Barça kun Copa del Rey-finalen, ganske vist over Real Madrid.
Cruyff havde på det tidspunkt en popularitet, der kunne sidestilles med Louis van Gaals ti år senere, og overlevede sandsynligvis kun på sine meritter som spiller for klubben.
Men mister Cruyff var en mand af principper. Han ville spille underholdende, og mente at resulltaterne nok skulle komme, og det fik han sandelig ret i. Men ind imellem fik vi allerede i denne sæson en del eksempler på Dream Team-tryllerier, blandt andet fandt Bakero hurtigt ind i et forrygende samarbejde med Michael Laudrup. Den utraditionelle morskab udeblev heller ikke. I udekampen mod Sevilla scorede Barça tre mål, hvoraf Bakero stod for det ene. Men da dommer Brito Arceo tilkendte hjemmeholdet et straffespark, der var så ufortjent at selv de blinde kunne se det, måtte Barça forlade banen som tabere. I den efterfølgende hjemmekamp viste “los culés” hvad de mente om dette, ved at sende en gris på banen, indsvøbt i et sort klæde med den forhadte dommers navn på.
I alt scorede Bakero 13 mål i denne sæson, og særlig forhadt var han nok i Cádiz, da det sydspanske hold i begge opgør mod Barça måtte finde sig i at de blårødes nr. 6 scorede to gange.

Karrierens vigtigste mål
Efter Hristo Stoitchkovs ankomst i sommeren 1990 var Cruyffs Dream Team endelig flyveklart. Også bulgareren passede perfekt ind i samarbejdet med Barças stjerner. Man tabte i Rotterdam godt nok finalen i pokalvindernes Europa Cup til Manchester United, men det blev hurtigt glemt, da Cruyffs drenge førte Barça til mesterskabet, og fik således brudt Real Madrids sejrsrække. Mesterskabet betød ligeledes adgang til den første Champions League, der dengang vitterlig var en mesterholdsliga.
Mestrene fra de bedste nationer var end ikke seedede, så Barcelona måtte ud i kvalifikationskampe. Først skulle man møde den sidste østtyske mester Hansa Rostock, hvilket man klarede relativt ubesværet. Langt større problemer fik Barça i anden kvalifikationsrunde, hvor modstanderen var den sidste rent vesttyske mester 1.FC Kaiserslautern. I første opgør hjemme på Camp Nou vandt man planmæssigt 2-0. Men dengang som i dag var det sådan, at Barcelona kunne vise drømmefodbold i den ene kamp, og i den følgende levere noget utrolig pinligt. Det sidste var tilfældet, da returopgøret i Tyskland skulle spilles. På et mål af blandt andet Bjarne Goldbæk kom Kaiserslautern foran 3-0, men i sidste minut af anden halvleg fik Barça tilkendt et frispark et stykke oppe på modstandernes banehalvdel. Ronald Koeman sendte en lang bold frem i straffesparksfeltet, hvor Stoitchkov med et hovedstød fandt Bakero, der befriende kunne sparke den ind over stregen, hvilket betød at Barça var videre til gruppespillet. I denne Champions League lykkedes det også Bakero at score mod Sparta Prag og Benfica.
Da finalen mod Sampdoria var vundet, på Koemans scoring efter et - vist ikke helt korrekt dømt - indirekte frispark i den forlængede spilletid, kunne anfører Bakero den 20. maj 1992 som den første barcelonista nogensinde, løfte pokalen med de store ører.
“At man nu har revet Wembley ned, gør vores præstation endnu mere mytisk,” udtalte Bakero, da Barça i efteråret 2000 købte store dele af det nedrevne stadion, hvor den uforglemmelige kamp blev spillet, til udstilling på klubbens museum på Camp Nou. “Jeg er meget stolt over at have været med til det”, siger Bakero.
Men Champions League-triumfen var ikke det eneste Barça vandt i denne sæson. Både ligaen og den lokale spanske Super Cup hjemtog man også.
I sæsonen 1992-1993 blev Barcelona hurtigt slået ud i kvalifikationen til Champions League af CSKA Moskva. Derfor stod det helt klart, at “los blaugranas” skulle vinde mesterskabet. Barça og Real Madrid skulle møde hinanden allerede i første runde. Bakero lagde fornemt ud, da han i denne kamp scorede det første mål i “la primera” i den sæson. Det lykkedes da også at genvinde mesterskabet.
Da Romário ankom i sommeren 1993, betød den ekstra udlænding, at Michael Laudrup oftest sad på bænken. Dermed var det i endnu højere grad end tidligere Bakeros opgave, at være den geniale boldkunstner på den offensive midtbane, der støbte kuglerne til angriberne. Han og Stoitchkov fandt hurtigt ud af at få sammenspillet med den nytilkomne til at fungere perfekt.
Bakero scorede selv kun fem mål i sæsonens løb, men lagde til gengæld op til et utal af scoringer fra de to udenlandske frontløbere, og særligt Romário brillerede med sine 30 ligamål. Brasilianeren betalte også lidt tilbage, ved at lægge op til et par af Bakeros scoringer.
I Champions League brillerede José Marí især i hjemmekampen mod Dynamo Kiev (4-1), hvor han scorede to af Barças mål.

De sidste år under Cruyff

Men alting får en ende, og således også Dream Team. En sørgelig aften på Athens Olympiske Stadion led Barça et 0-4 nederlag til italienske AC Milan. På vej hjem var Cruyff så rasende, at etablerede spillere som målmand Zubizarreta. Julio Salinas og Michael Laudrup fik at vide, at de godt kunne se sig om efter en anden klub. Som erstatninger hentede Cruyff blandt andet Hagi til klubben, og forfremmede sin søn Jordi til førsteholdet.
På hjemmefronten vandt Real Madrid mesterskabet i 1995, og det var kun med nød og næppe at Barça fik en UEFA-cup plads. Der kom kun fire ligamål ud af Bakeros støvler i denne sæson. I Champions League havde han til gengæld pæn succés ved at nette tre gange; først mod Manchester United på Old Trafford, herefter mod svenske IFK Göteborg og sørgede derved for at Barça gik videre til kvartfinalerne på bekostning af Manchester United. I kvartfinalerne scorede han også, men det var nyteløst. Paris St. Germain gik videre, og i det store hele kan man ikke sige, at Barças spil i denne sæsons Champions League var prangende.
Cruyff stolede stadig på Bakero, og gjorde ham til styrmand for det der gerne skulle blive til Dream Team 2. I nogle kampe blev der vist smukt offensivt fodbold, så man havde troen på at Cruyff atter havde noget stort i ærmet, og Bakero selv scorede seks ligamål i denne sæson. Men resultaterne var mere svingende end tidligere.
Der havde hele tiden været uro i klubben, men nu var spændingerne langt højere, end de havde været de seneste år. Pressen citerede mister Cruyffs søn for at udtale: “Min far sætter kun mumier på holdet. Hele spille-systemet er forældet, alt for gammeldags. De unge i klubben har meget mere hjerte og vilje. Og med mig og mine kammerater på holdet ville vi ikke tabe så pinligt, som når pengesækkene Romário, Stoitckov og Bakero er med”.
Jordi påstod dog efterfølgende, at det havde han aldrig sagt. Men denne gang havde Nuñez og den øvrige ledelse ikke tænkt sig at Cruyff skulle have flere år til at få indkørt et nyt hold, og hollænderen blev fyret. Cruyff Junior forlod også klubben og det unge Dream Team fik aldrig lov til at blive flyvefærdigt, men gik i opløsning.

Et smukt farvel

Da den engelske veteran Bobby Robson overtog roret i sommeren 1996, havde Bosman-dommen åbnet op for, at klubberne kunne benytte så mange udlændinge de ville, blot de kom fra et EU-land. Barça og de fleste andre klubber benyttede sig omgående af dette, hvilket jo måtte betyde, at der ikke længere var plads til særlig mange af de lokale helte. Det gik blandt andet ud over Bakero, der i de første måneder under Robson, kun blev brugt meget lidt.
Efter at have været en meget betydningsfuld anfører under Cruyff, brød Bakero sig ikke om sin nye rolle som bænkevarmer, og ønskede at komme væk. Da mexicanske Vera Cruz ytrede ønske om at overtage midtbaneslideren med det halvlange hår, ville Barça ikke stille sig i vejen, og Bakero selv tøvede heller ikke med at skrive under.
Men før han drog over Atlanten skulle Barça den 18. november 1996 møde Valladolid hjemme på Camp Nou. Robson havde indvilliget i at lade José Marí starte inde, så la gent blaugrana (det blårøde folk), kunne sige farvel og tak for alt til denne uforglemmelige spiller. Det blev en af de smukkeste og mest mindeværdige aftener nogensinde på Camp Nou. Barça vandt 6-1, og da det lykkedes Bakero at komme på måltavlen me den scoring der i øvrigt for Barça var nr. 4060 i Primera División, ville jublen ingen ende tabe. Det ville den heller ikke, da Robson lidt senere, som det sandsynligvis var aftalt før kick-off, skiftede den lille, store kaptajn ud.
Når man er cheftræner for en klub som F. C. Barcelona, skal man naturligvis bruge de spillere man mener er nødvendige, for at opnå den succés alle kræver. Men hvor var det stort af Robson, at vise folket og en af dets helte en sådan respekt, før Bakero forsvandt væk fra en klub, som han havde spillet 355 officielle kampe og scoret 94 mål for. Hvor kunne man dog ønske sig, at Robsons efterfølger Louis van Gaal havde vist samme format overfor spillere af samme kaliber.

Bakero havde dog ikke tænkt sig, at han skulle opholde sig længe i Mexico. Kort efter returnerede han til Spanien, hvor han - efter mærkværdigvis at have deltaget i en prøvetræning hos engelske Middlesbrough - lagde støvlerne på hylden og i stedet blandt andet gjorde sig bemærket som medkommentator på fodboldtransmissionerne i spansk TV.
I 2000-2001 sæsonen agerede Bakero også assistenttræner for Serra Ferrer (se foto nedenfor). Men han forlod dog dette job allerede efter et år.

Bakero vil altid blive husket, for det enorme slid han som Cruyffs anfører altid tog på den offensive midtbane, og for det hav af fantastiske mål han scorede i Dream Team-årene.

Navn: José Marí BAKERO Escudero
Født: 11. februar 1963 i Goizueta, Pamplona
Landskampe: 30 landskampe/7 mål for Spanien
Klubber: Añorge, Sanse (1978-1980), Real Sociedad (1980-88), F. C. Barcelona (1988-96), Vera Cruz (Mexico, 1997).
Titler med Barcelona: Champions League (1992), Pokalvindernes Europa Cup (1989), Europæisk Super Cup (1992), 4 spanske mesterskaber (1991-1994), Copa del Rey (1990) og 4 spanske Super Cup (1991, 1992, 1994 og 1996).