Interview med Johan Cruyff

Skrevet af Kurt Thyboe og bragt i Ekstra Bladet 27. august 1998 (lige efter VM-slutrunden i Frankrig).

Johan Cruyff popper igen og igen op med skarpe meninger og kritiserer moderne fodbold langt ned under græstæppet.
Elsket og hadet. Beundret og afskyet. Respekteret og svinet til.
Når det gælder Johan Cruyff, er der ingen grå mellemtoner.
Så stærk er hans karisma, så dominerende hans personlighed.
Som spiller så raffineret, at han evigt er placeret i gamets øverste, eksklusive hierarki - sammen med Pelé, Beckenbauer, di Stefano, Best, Puskas, Platini, Maradona.
Som træner og "professor i spillets finesser" den måske højst respekterede i verden.
Som analytiker en skarp, streng hjerne, der skærer til benet - i dag fagets mest vrede kritiker.
Og han er alle vegne, fodbold-revseren.
På tv en farverig, eksplosiv kommentator med stærkt engagement og i paneldebat en syre-skarp provokatør.
Og han er kontant og bidende negativ, når han interviewes i fagets special-magasiner, hvor han mere eller mindre "jorder" moderne fodbold! - VM viste mig, at spillet lige nu er i sin sorteste fase. Aldrig har det været så deprimerende ringe og blottet for stjerner af bare et vist format! - Det er pinligt, absurd og direkte uansvarligt, at spillere uden særligt talent får milliarder i løn! - Jeg havde troet, at jeg her skulle opleve planetens suverænt bedste, men er dybt skuffet! Ikke én har evner til at løfte arven efter Maradona.


GENIET LAUDRUP


Og Cruyff fortsætter med mere fra samme skuffe:
- Den generelle kvalitet er så ringe og den enkelte spillers teknik så fattig, at bare en eller anden udfører en enkelt fræk detalje, så er han straks super-star. Den køber jeg ikke, det er for let.
- Tag fx Raul fra Madrid. I Spanien er han geniet, strategen - åhh gud, den unge mand er jo bare en hæderlig boldspiller. Og hverken Owen, Salas eller del Piero kan imponere mig. De er unge med et vist talent, men så heller ikke mere." På spørgsmålet om, hvorfor der er så langt mellem verdenstjernerne, proklamerer hollænderen:
- Europa vil næppe nogen sinde mere i historien fostre et fodbold-geni! Livsstilen er blevet for blød, velfærdsstaten stiller ingen krav - der findes slet ikke den der liv-eller-død-udfordring i vores del af verden.
- Tag Michael Laudrup, det tætteste på et fodboldgeni, jeg har kendt i mit liv. Men så alligevel ikke. Han ramte aldrig rigtig tinderne, fik aldrig helt det ud af sit rige talent, han burde have haft.
- Havde Michael været født i en fattig ghetto i Brasilien eller i Argentina med bolden som eneste vej ud af elendigheden, så var han i dag anerkendt som spillets største geni nogensinde. Han havde alle evnerne til at nå det, men manglede bare dette gemene ghetto-instinkt, der kunne have drevet ham det sidste stykke.
- Tag Romario, der havde det hele i sig og kunne have været 90"ernes fodboldkonge. Han gad bare ikke rigtigt; det sagde ham ikke noget at være den bedste - han ville bare lege.

JAGTEN PÅ DET PERFEKTE


De fleste lytter til og respekterer Cruyff, for han kan sit kram og kan servere det intelligent og præcist.
Men internt, i magtens korridorer, i den mægtige catalanske fodboldklub Barcelona, som han fik hele verden til at elske, og hvor han cementerede sin myte som spillets mest geniale, kreative inspirator - her er hans navn det værste skældsord! Præsidentens nerver tyndslides, bare nogen hvisker det forbudte navn! Denne Johan Cruyff, skaberen af "dream-team", der med bl.a. Laudrup, Koeman, Stoichkov og Romario gennem otte sæsoner gjorde fodbold til et legende show. Der i magiske nætter fik Barca-ekstasen til at vibrere i den enorme arena, Camp Nou.
Hvor Cruyff med sine "glædens ambassadører" løftede fodbold til et næsten overjordisk niveau og skabte minder, der aldrig dør i catalanernes hjerter.
Fordi hans filosofi er angreb, angreb, angreb, show, underholdning, leg, kreativ fantasi. En evig stræben mod det umulige, det sublime, det overrumplende, det perfekte.
- Sigt efter månen. Kikser du, så rammer du måske et par stjerner! Jeg er fløjtende ligeglad med, at de andre scorer fire eller fem mål, bare vi selv scorer et mere.

FOLKETS RESPEKT


- Jeg vil hellere levere et blændende show og så tabe, end jeg vil snige mig til en lumsk, fattig sejr! Folket skal elske os for charmen, legen og fantasien - ikke kun for en masse titler. Folkets respekt er den største triumf, et hold kan opnå.
- Den smukkeste titel, jeg nogen sinde vandt i Barca, var, da publikum sagde, vi spillede det smukkeste fodbold, verden har set.
- Den dag, fodbolden glemmer at underholde, er den en død sild.
Siger spillets inspirerende troldmand, som Barca-præsident Josep Lluis Nunez pludselig i glødende jalousi sparkede ud af klubben. Godt nok efter en halvsløj sæson, men alligevel; mester-mageren så groft "henrettet"? Den mand, der dræbte angsten i spillet, og fødte den leg, der charmerede hele verden!


Cruyff som spiller

 

JUDAS OG SKYGGEN

 

Og siden den dag, 18. maj "96, i de interne Barca-cirkler farvet så kulsort, at bare du i en løs, henkastet tanke strejfer hans geni, er du selv udstødt, en judas i dette heftige, latinske miljø.
Ronald Koeman, hentet for at være klubtræner van Gaals højre-hånd, mærkede "ånden", da han kom til at sige noget pænt om Cruyff og omgående blev straffet - sparket væk fra det øvre hierarki og ned for at "vurdere klubbens unge talenter"! Med sit stramme kyniske smil, der er en så væsentlig detalje i hans arrogant-charmerende image, skryder Cruyff:
- Min skygge hviler evigt over Barca! Det var mig, der gjorde den klub stor. Før mig intet Barca, efter mig intet Barca. Den klub kommer til at savne mig mere, end jeg kommer til at savne den.

NEJ TIL NYE TRÆNERJOB

Også efter fyresedlen er Cruyff blevet boende i Barcelona, hvor han efter de hektiske, stressende år slapper af med sin kone Danny. Her venter han tålmodigt på sin hævn over den mand, der tillod sig at smide ham ud fra den fodboldtrone, Cruyff reelt havde bygget til sig selv i Barca, selv om Nou Camp er det sted i byen, han ses mindst.
I miljøet er han bestemt ikke glemt.
Så godt som hver gang en af verdens storklubber er på jagt efter en ny træner, eller Holland, som nu, skal have ny landstræner, dukker Cruyffs navn op. Men Johan smiler høfligt nej tak, spiller golf med sine venner i Barcelona og etablerer en fodboldskole for unge talenter.
Samtidig har han ved højesteret to skrappe sager kørende mod Barca om ære og mange, mange penge, som han mener, klubben prøver at snyde ham for. Og i hævnplanerne indgår den inspiration, han bag kulisserne giver byens jet-set og high-society-adel i logen "Den Blå Elefant", der helt i Johans ånd vil styrte præsident Nunez - i de kredse kaldet "dværgen uden hjerne" og "tyrannen uden hjerte".
Man kan lide ham eller lade være - og begge dele kan være svært - fakta er, at denne mytiske skikkelse har udviklet sig til fodboldspillets evige, rasende revser.
Da Danmark lammede fodboldmiljøet med EM-titlen i "92, og alle beundrede spillets under-dog for at "nakke" alle de store, bjæffede Cruyff sin lavmælte, vrede knurren:

DE DANSKES DESTRUKTION


- Gav danskerne spillet noget nyt? Næh, tvært-imod! De vandt kun ved at dræbe og destruere legen. De isolerede sig, gemte sig skræmt og ventede kun på at udnytte de andres fejl, når de angreb og tog dristige chancer. De luskede sig til titlen, sneg sig til sejren, hvor er det sublime, det ophøjede i de manerer? Det er ikke værdigt! Og så blev Cruyff for alvor dansk folkefjende, da han i foråret "94 nærmest mobbede Michael Laudrup ud af Barca.
- Jeg kan ikke holde Johan ud mere; han ser kun det negative i alting, bed den ellers altid så kølige Laudrup, da han smækkede med døren.
Cruyff gav igen med samme mønt: - Jeg kan heller ikke holde Michael ud mere, han har talent og evner til meget mere, end han gider ofre.
Michael har glemt, at den, der har evnerne, også har pligten! Da Laudrup den næste sæson så blændende dirigerede Real Madrid til titlen og i den grad ydmygede Barca, havde en snerrende Cruyff svar parat: - Michael er inspireret af sit had til mig. Hævnen gør ham farlig igen.

MINE DRENGE


Da Barcelona i den forgangne sæson med Luis van Gaal ved roret spillede ad h.. til og specielt i "den jammerlige januar" ramte bunden og skræmte socios (fans) væk, så der til kampe på Camp Nou kun var en sølle flok på 20.000 i den arena, der rummer 120.000, og van Gaal endelig bøjede sig for massiv pressekritik og droppede sine hollandske hjertebørn, droppede sin taktiske fodbold- spænde-trøje og tillod et par af de lokale catalanske profiler at spille, og Barca pludselig igen var et charmerende showsjak, der vandt og vandt og nappede titlen, så
var Cruyff der igen:
- Det er mine drenge, der vinder. Det er de unge mænd, jeg har foræret min fodboldsjæl, der nu hiver Barca op af dyndet. Det er "Los hijos de Cruyff", der igen gør Barca stor og mægtig! "Los hijos de Cruyff" ... Cruyffs sønner, geniets børn! Og Johan kan da slet ikke lide manden, der har afløst ham som træner:
- Van Gaal er en arrogant bastard, der endnu har meget at lære. Gang på gang demonstrerer han mangel på format og menneskelig indsigt. Han taler om en ny stil i Barca; indtil nu har han kun fornærmet publikum med rædselsfuldt spil.
- Det er afmagt og mangel på respekt for den kreative catalanske fodboldsjæl, der elsker leg og fantasi, at van Gaal konstruerer et hold af ikke mindst udenlandske robotter, der ikke aner, hvordan man underholder og gør spillet spektakulært, så folk nyder det.
- Hvordan skal en catalaner identificere sig med et hold uden nogle af hans egne? Hvor er hjertet så henne? Hvordan kan man i den grad være ligeglad med folkets kærlighed til klubben?

 

 

 Hovedside om Cruyff

Thyboes hjørne